Qvortrup: Aflytning af kronprins blev aldrig overvejet

Chefredaktionen på Se og Hør overvejede ifølge Henrik Qvortrup aldrig muligheden af at aflytte kronprinsens telefon. Det oplyser Qvortrups advokat, Anders Nemeth, til Ritzau.

Afvisningen kommer, efter at DR tidligere onsdag fortalte, at de tekniske muligheder for aflytning af kronprinsens telefon blev drøftet på et møde, hvor daværende chefredaktør Henrik Qvortrup deltog.

- Henrik Qvortrup afviser fuldstændig, at en aflytning af medlemmer af kongehuset, eller for den sags skyld andre, har fundet sted i perioden, hvor han var chefredaktør fra 2002 til 2008, skriver Andres Nemeth i en mail til Ritzau.

Mødet, som DR omtaler, skulle angiveligt have fundet sted i 2003 forud for kronprinsparrets bryllup i 2004.

Ifølge advokaten har Henrik Qvortrup udelukkende sagt til DR, at en medarbejder på bladet foreslog at indkøbe aflytningsudstyr, men forslaget blev afvist på stedet, og det har derfor ikke været overvejet.

Qvortrup er ligesom to andre tidligere Se og Hør-chefer sigtet i den såkaldte Se og Hør-sag, hvor ugebladet angiveligt betalte en medarbejder hos IBM for at levere oplysninger om kendtes kreditkorttransaktioner.

Medarbejderen - den såkaldte tys-tys-kilde - havde adgang til oplysningerne via arbejdsopgaver hos Nets, som blandt andet står for dankortet.

Tys-tys-kilden er også sigtet i sagen ligesom flere nuværende og forhenværende medarbejdere på Se og Hør. Blandt andet den tidligere Se og Hør-journalist Ken B. Rasmussen, som satte hele sagen i gang, da han i sin bog "Livet, det forbandede" røbede brugen af tys-tys-kilden.

/ritzau/

 

Dagens Gossip