Qvortrup forsvarer sig i sit eget radioprogram

Skrevet af admin

08/07/2016

Dagens topnyheder

I en snigpremiere på en radioudsendelse, der bliver bragt søndag på Radio24syv, bruger Henrik Qvortrup, der er en af værterne, cirka et kvarter på at besvare spørgsmål om sin rolle i Se og Hør-sagen.

Qvortrup er tiltalt sammen med syv andre. I snigpremieren på søndagens program Q&A, der fredag er blevet lagt ud på radioens hjemmeside, bliver den tidligere chefredaktør på Se og Hør spurgt, hvor meget han vidste om den såkaldte tys-tys-kilde, og hvordan samarbejdet opstod.

- Vi holdt et møde 24. juni 2008, hvor han sagde, at han var ansat hos IBM eller PBS. Og så sagde han, at han via sit arbejde indimellem faldt over oplysninger om, hvor de kendte befandt sig, forklarer Henrik Qvortrup i programmet.

- Jeg svarer, at det er vi interesseret i, og vi laver en aftale om, at hvis han falder over den slags oplysninger, så ringer han til os.

Henrik Qvortrup fortæller i programmet, at mødet kom i stand, efter at kilden havde forsynet bladet med oplysninger om, hvor prins Joachim og prinsesse Marie holdt bryllupsrejse.

Den tidligere chefredaktør fortæller i programmet, at han ikke skelnede mellem tys-tys-kildens arbejdsmetoder og andre kilder, der leverede oplysninger om de kendte og kongelige.

- Han skriver sig ind i en lang tradition af kilder, som fortæller noget, som de ikke må fortælle for deres arbejdsplads. Det svarer til, at der er en fra Københavns Brandvæsen, der ringer til Ekstra Bladet og fortæller, at der er sket en ulykke.

Det springende punkt i sagen er ifølge Henrik Qvortrup, hvorvidt han betalte sin kilde for at gøre noget ulovligt.

- Vidste jeg, at han gjorde noget, som han ikke måtte for sin arbejdsgiver? Ja. Vidste jeg, at han gjorde noget, der var strafferetligt forkert? Nej.

Henrik Qvortrup ønsker fredag aften ikke at uddybe sine udtalelser over for Ritzau.

/ritzau/