R: Dansk deltagelse afhænger ikke af briterne

Det understreger regeringspartiets udenrigsordfører, Rasmus Helveg Petersen (R).

»Det gør selvfølgelig indtryk i den forstand, at vi følger med i alt, hvad der sker på den front. Men det har ikke været en betingelse for os, at briterne skulle deltage eller ikke deltage, mens vi drøftede det,« siger han.

Ved torsdagens afstemning i det britiske parlament trodsede 285 medlemmer premierminister David Camerons ønske om britisk deltagelse ved at sige nej tak og dermed overtrumfe de 272 medlemmer, der stemte for britisk deltagelse.

Og det er da en melding, der trods alt vil blive taget med i de danske overvejelser.

»Når vi drøfter det, så tager vi jo hele tiden de nye udviklinger med, så det her vil vi også komme til at drøfte,« siger Rasmus Helveg Petersen.

Spørgsmål: Vil Danmark deltage i et angreb uden Storbritannien?

»Det er svært at forholde sig til. Vi har jo ikke fået en henvendelse om for eksempel at stille med våben. Så det er for teoretisk,« svarer de Radikales udenrigsordfører.

Spørgsmål: Vil Danmark sige ja, hvis der kommer en henvendelse, selv om briterne ikke er med?

»Det er mange hvis’er på en gang. Vi bliver nødt til at vente med at tage hatten af, til vi har mødt manden,« siger Rasmus Helveg Petersen, der undrer sig over den britiske melding.

»Den britiske regering har været så interesseret i at gå med, og briterne er traditionelt gået med i alle de krige, de har kunnet komme til«.

Dagens Gossip