R: DF skyder forbi målet om udlændingedom

Skrevet af admin

12/04/2016

Mest læste i dag

Dansk Folkeparti blander æbler og pærer, når de beskylder EU-Domstolen for at blande sig i dansk udlændingepolitik med en dom om familiesammenføring til tyrkeren Caner Genc. Dommen handler om en associeringsaftale om handel mellem EU og Tyrkiet.

Det siger De Radikales EU-parlamentariker, Morten Helveg Petersen, om kritikken fra Dansk Folkepartis integrationsordfører, Martin Henriksen, der lyder, at EU-Domstolen går uden for sit gebet.

- Aftalen med Tyrkiet stammer fra før, vi overhovedet blev medlemmer af EF (i 1973, red.). Da havde Danmark brug for arbejdskraft. Dagens dom har ikke noget med dansk udlændingepolitik eller retsforbeholdet at gøre, siger Morten Helveg Petersen.

Danmark må respektere EU's associeringsaftale med Tyrkiet. Hvis aftalen skal ændres, må regeringen tage sagen op i EU, mener De Radikales EU-parlamentariker.

Spørgsmål: Men DF's Morten Messerschmidt og Martin Henriksen siger, at danskerne i efteråret 2015 ved EU-folkeafstemningen om retsforbeholdet bekræftede, at udlændingepolitik laves i Danmark. Hvad siger du til det?

- Kritikken afspejler, hvad der er DF's ærinde: At vi nærmest ikke skal have noget samkvem med omverdenen. Hvis man bare tager fra øverste hylde i slikbutikken og ikke respekterer aftaler, så er der til sidst ikke fælles regler, siger Morten Helveg Petersen.

Tyrkiet vil heller ikke respektere aftalen, hvis Danmark og andre EU-lande blot plukker de bedste frugter efter forgodtbefindende. Danmark skyder sig i foden, hvis vi bryder internationale aftaler, mener han.

- Det generer mig at høre fra DF, at det er udemokratisk og vanvittigt, og at EU underminerer dansk udlændingepolitik. Når det drejer sig om en aftale, som vi har haft med Tyrkiet i efterhånden årtier, siger Morten Helveg Petersen.

/ritzau/