R er varme på en skrotning af taxametersystemet

Skrevet af admin

02/10/2015

Mest læste i dag

Hos De Radikale lytter man gerne til uddannelse- og forskningsminister Esben Lunde Larsens forslag om at skrotte uddannelsernes taxametersystem.

Det siger De Radikales uddannelse- og forskningsordfører, Ida Auken, der er "positivt indstillet".

- Det er vigtigt for os at løfte kvaliteten af uddannelserne, og der er en vis risiko for, at kvaliteten daler, når uddannelserne først får pengene i hånden, når eksamenerne er overstået, siger hun.

- Taxameteret rummer et lidt fordrejet incitament for at tænke kvalitet ind i uddannelserne, fortsætter Ida Auken.

Esben Lunde Larsen har endnu ikke konkretiseret, hvad regeringen helt nøjagtigt foreslår. Ida Auken vil heller ikke selv komme med forslag, men understreger, at partiet er klar til at tage diskussionen.

- Manden, der sidder med systemet, må komme med et bud. Vi har bare nogle politiske prioriteter, der siger, at man skal gøre noget ved kvaliteten af uddannelserne.

Regeringen har lagt op til to procents besparelser om året for samtlige uddannelsessteder, og Ida Auken gentager nu De Radikales kritik af forslaget.

- Det er et kæmpe slag for Danmark, at de har lagt op til så store besparelser, som de har. Derfor går vi selvfølgelig heller ikke med i noget, der er endnu en ny spareøvelse, siger hun.

Esben Lunde Larsen har ellers forsikret over for Ritzau, at der ikke er tale om en ny spareøvelse.

Ministeren har tænkt sig at nedsætte dels en arbejdsgruppe i sit ministerium, dels en gruppe bestående af repræsentanter for uddannelsessektoren og erhvervslivet, der skal finde frem til, hvordan pengene skal fordeles fremover.

Det skulle gerne resultere i, at det nye bevillingssystem kan træde i kraft i finansåret 2018.

/ritzau/