R-leder går mod sine egne: Vil beholde sommerhusregel

Skrevet af admin

21/09/2014

Mest læste i dag

De Radikale har på landsmødet i Nyborg Strand vedtaget af afskaffe sommerhusreglen, som forbyder udlændinge at købe danske sommerhuse. Det skete med stemmerne 194 mod 122.

Hovedbestyrelsen havde ellers anbefalet landsmødet at nedstemme resolutionsforslaget. Til gengæld støttede landsformanden Klaus Frandsen det.

Landsmødets vedtagelse binder ikke folketingsgruppen, og den nye partileder, Morten Østergaard, har heller ikke tænkt sig at følge den.

Sommerhusreglen er den første danske undtagelse i Det Europæiske Samarbejde. Den blev forhandlet på plads af den danske regering, før Danmark 1. januar 1973 kom med i det daværende EF.

Resolutionen var stillet af en gruppe radikale blandt andet Radikal Ungdoms formand, Christopher Røhl. De vil afskaffe sommerhusreglen, som er inkonsekvent ifølge forslagsstillerne, fordi danskerne frit kan købe ferieboliger i andre EU-lande.

- Undtagelsen strider med idéen om det indre marked. Det er samtidig principielt forkert, at Danmark har særstatus i forhold til andre EU-lande.

- Forbuddet er yderligere en urimelig statslig indgriben i den personlige frihed for sælgere og købere af feriehuse, hedder det.

Partiets leder, økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard, tager resolutionen til efterretning.

- Det er en principiel diskussion værd. Men reglen er meget gammel. Som man kunne se ved afstemningen, var det noget, der delte vandene. Det bliver ikke aktuelt at tage op i det daglige politiske arbejde, siger Morten Østergaard.

- Jeg forudser ikke, at det bliver et aktuelt, politisk spørgsmål.

Spørgsmål: - Vil De Radikale fylde de danske strande med tyskere?

- Jeg tror, at man i forvejen er rigtig glad for tyske turister. Synspunktet fra landsmødets flertal er, at de også skal kunne eje sommerhuse. Men jeg forudser ikke, at det bliver en del af den politiske debat foreløbig, siger Morten Østergaard.

/ritzau/