R-leder: Regningen bliver større uden ny boligskat

Skrevet af admin

16/04/2015

Dagens topnyheder

Danmark risikerer større økonomiske vanskeligheder efter 2020, hvis det store flertal på Christiansborg fortsat vil frede boligejerne fra skattestigninger.

Udstyret med regeringens egne fremskrivninger advarer De Radikales leder, Morten Østergaard, i Jyllands-Posten om den regning, der venter, hvis ikke boligskatterne hæves.

- Hvis man ønsker at fastholde boligskattestoppet efter 2020, står man med den udfordring, at det skal finansieres. Det er penge, der skal lægges til de udfordringer, vi i forvejen kender på den anden side af 2020, siger han til avisen.

De seneste uger er den økonomiske "hængekøje" blevet central i den politiske debat. Køjen beskriver det økonomiske underskud efter 2020.

Ekstraregningen for et fortsat boligskattestop opstår, fordi de nuværende fremskrivninger antager, at boligskatten vil stige i næste årti. Det skyldes, at partierne har lavet en politisk aftale, som kun freder området i endnu fem år.

Hvis et flertal ønsker at fastholde skattestoppet, vil regningen i 2030 lyde på 2,5 milliarder kroner. Den vil dog vokse de efterfølgende år til 4,5 milliarder kroner i 2040.

Professor i økonomi og tidligere overvismand Torben M. Andersen bekræfter, at et forlænget skattestop koster.

- Hvis man vælger, at skattestoppet skal fortsætte, udestår der finansiering. Der er i forvejen ikke noget at give af i hængekøjen, siger han til Jyllands-Posten.

Hverken Socialdemokraterne eller Venstre vil gå i detaljer om boligskat efter 2020.

/ritzau/