R og SF afviser forslag om »bedstes første sygedag«

Sådan lyder meldingen fra både de Radikale og SF, efter de Konservative forud for partiets sommergruppemøde torsdag har peget på, at arbejdsmarkedets parter skal finde fælles fodslag om tanken, der i praksis skal fungere som barns første sygedag.

»Det er et velment og et sympatisk forslag, men jeg mener ikke, det er noget, vi politisk skal fremme. Forudsætningen for, at vi som politikere skulle bakke det op, er, at arbejdstagerne har taget det op som en klar prioritering, og at det også er noget, som arbejdsmarkedets parter kan have en interesse i. Så hvor sympatisk det end er, så kan jeg ikke politisk støtte det,« siger arbejdsmarkedsordfører for de Radikale, Nadeem Farooq (R).

Han frygter samtidigt, at forslaget kan betyde et lavere arbejdsudbud, hvis det bliver realiseret.

»Vi ved ikke, i hvilket omfang det ville blive brugt, men det trækker i den forkerte retning i forhold til, at vi gerne vil øge arbejdsudbuddet. Så selvom det har et socialt sigte og er sympatisk, så er det et skridt i den forkerte retning,« siger arbejdsmarkedsordføreren.

I SF mener man heller ikke, at idéen om »bedstes første sygedag« er gangbar, og det er ikke noget, som politikerne skal blande sig i.

»Man kan godt have sympati for forslaget, men i SF overlader vi det 100 procent til fagforbundene at finde ud af, hvilke krav de vil stille til overenskomstforhandlingerne, og hvordan de vil prioritere det. Det er ikke noget, vi blander os i,« siger SFs arbejdsmarkedsordfører, Eigil Andersen (SF).

Tanken om »bedstes første sygedag« hører til et af forslagene i de Konservatives udspil »Ansvar og frihed til familierne«, som partiet fremlægger på sit sommergruppemøde torsdag.

Dagens Gossip