R stiller Danmark både Kattegatbro og Togfond i sigt

Han mener derimod, at det blot er et spørgsmål om tid, før Danmark vil få begge dele.

»Radikale mener, at Danmark på sigt vil få både en Kattegatbro og en Togfond. Mens Togfonden handler om at komme rundt i Østjylland, fra Fyn til Jylland og omvendt og rundt i Trekantsområdet, så handler Kattegatbroen om at komme fra København til Aarhus og omvendt. På sigt vil der være brug for begge dele,« siger Andreas Steenberg og uddyber:

»Timemodellen tager syv år at bygge, mens Kattegatbroen tager årtier. Derfor kan timemodellen løse udfordringer på kort sigt, mens Kattegatbroen er et mere langsigtet projekt.«

Meldingen fra de Radikale kommer, efter at Politiken tirsdag skrev, at den politiske opbakning til Kattegatbroen ser ud til at smuldre. Det sker angiveligt, fordi prisen på Kattegatbroen vil nærme sig op mod 100 milliarder kroner, mens regeringens andet projekt, Togfonden, vil holde sig i omegnen af 27,5 milliarder kroner.

Et udvalg i Transportministeriet er for øjeblikket ved at vurdere potentialet i en Kattegatforbindelse, hvis formål er at skabe en lynhurtig rute mellem København og Aarhus via Samsø. Visionen er at gøre Kastrup Lufthavn tilgængelig for hele Danmark, hvor både tog og biler skal kunne færdes.

Regeringens Togfond derimod skal danne grundlag for den såkaldte timemodel, der betyder, at der kun bliver én times rejsetid mellem landets fem største byer, København, Odense, Aarhus, Aalborg og Esbjerg.

Dagens Gossip