R tror ikke på indgreb mod Facebook

Medie- og kulturordfører Zenia Stampe (R) afviser kravet om et dansk indgreb mod Facebook, som Socialdemokraterne lancerer i Berlingske tirsdag.

»Ganske vist er der ting, som jeg ikke bryder mig om, at Facebook ikke censurerer, men jeg mener, at forslaget er en fejllæsning af truslen. Jeg synes slet ikke, at dette her er en løsning på den korte bane,« siger hun.

Socialdemokraternes medieordfører, Mogens Jensen (S), siger til Berlingske, at han vil indkalde til en høring, der skal ganske mulighederne for at få Facebook til at acceptere en mere dansk omgangstone på det sociale medie, som mere end tre millioner danskere benytter sig af. Mogens Jensen får støtte fra Venstre, men altså ikke fra den radikale regeringspartner.

»Jeg mener, det er naivt at tro, at vi kan gennemtvinge danske standarder på et amerikansk medie,« siger Zenia Stampe.

Bekymringen for Facebooks retningslinjer for indhold er opstået i kølvandet på, at det sociale medie har slettet billeder af ammende kvinder og censureret i politiske debatter på danske facebooksider.

»Facebook er en debat- og informationsmotorvej i Danmark, og der er ingen tvivl om, at der er betydelig grund til at være meget skeptisk over for nogle af Facebooks politikker,« siger Mogens Jensen til Berlingske.

S-ordføreren stiller sig ligeledes klar til at opfordre organisationer, borgere, medier og politikere til at boykotte Facebook, hvis ikke den danske ytringsfrihed respekteres. Men Zenia Stampe deler langt fra bekymringen over Facebooks censur.

»Jeg mener, at det er meget voldsomt at opfordre til at boykotte Facebook på denne her baggrund. Den begrænsede form for censur, der er på Facebook, kan jo slet ikke opveje den demokratiske landvinding, Facebook også har været,« siger hun.

Dagens Gossip

Dagens TV