R: Ubegribeligt at regeringen ikke peger på PSO-finansiering

Skrevet af admin

13/05/2016

Dagens topnyheder

Hos både Socialdemokraterne, SF og De Radikale vækker det dyb forundring, at regeringen fredag formiddag officielt har foreslået at afskaffe energiafgiften PSO, uden at pege på, hvor langt størstedelen af pengene skal komme fra.

Regeringen lægger op til at droppe kystnære vindmøller og nogle støtteordninger til erhvervslivets grønne omstilling. Men selv hvis det sker, vil der ligge en regning tilbage på omkring 60 milliarder kroner over ti år.

- Det er ubegribeligt, at regeringen kan få sig selv til at indkalde til et pressemøde og så ikke vil svare på det helt naturlige spørgsmål, om hvordan den vil finde seks milliarder kroner på finansloven hvert år, siger finansordfører Martin Lidegaard (R)

- Vi vil gerne drøfte, hvordan vi løser PSO-udfordringen. Men det kræver, at regeringen kommer med en konkret model, siger finansordfører Benny Engelbrecht (S).

SF's formand, Pia Olsen Dyhr, kalder udspillet for kulsort.

- Det er økonomisk uansvarligt af regeringen at skrotte PSO, og så ikke have noget bud på, hvordan man så vil gøre det, siger hun.

EU har afgjort, at den måde, den danske PSO-afgift er indrettet på, er i strid med reglerne. Det er et af regeringens argumenter for at afskaffe den.

Både SF og De Radikale mener dog, at ordningen kunne være videreført efter en model, der ifølge partierne fungerer i Tyskland.

- Det har regeringen valgt ikke at gøre, og det er økonomisk uansvarligt, siger Olsen Dyhr.

Regeringen lægger i stedet op til, at parterne bag energiforliget sammen skal finde ud af, hvor pengene skal komme fra. Men den er rød blok slet ikke med på. Det er regeringen, der har embedsværket og de store regnemaskiner, lyder det.

På et pressemøde fredag forklarede energiminister Lars Chr. Lilleholt (V) og erhvervsminister Troels Lund Poulsen (V), at regeringen vil forsøge at mindske regningen for den skrottede afgift.

Det er derfor, der blandt andet ikke skal bygges kystnære havvindmøller. Men hos oppositionen er der ikke opbakning til at skære ned.

- Jeg er helt målløs. Det er ufatteligt, at Venstre gambler med Danmarks grønne førerposition, siger Lidegaard.

- Store lande som Kina og Mexico er ved at kopiere den danske model. Det er en førerposition, som har skabt titusindvis af danske arbejdspladser, ikke mindst i landdistrikterne.

Heller ikke Socialdemokraterne ønsker at skære ned på de grønne ambitioner, lyder det fra Benny Engelbrecht.

De tre partier, der alle er med i det nuværende energiforlig, udtrykker alle håb om, at det uenighederne til trods vil ende med en bred aftale.

/ritzau/