R-udspil: Skatten skal sænkes med 13 milliarder

Skrevet af admin

06/06/2015

Dagens topnyheder

Danskerne skal betale markant mindre i skat, hvis det står til den radikale leder Morten Østergaard.

Han foreslår i et R-skatteudspil nemlig at give skattelettelser i både bunden og toppen af indkomstskalaen for 13 milliarder kroner, og det skal ske allerede i næste valgperiode. Det skriver Berlingske.

- Jeg vil gerne slå fast, at det er fundamentalt, at de bredeste skuldre bærer mest. Derfor har jeg ingen kvababbelser ved, at vi har en topskat.

- Men det er uhensigtsmæssigt, at den er så høj, som den er, og derfor skal den ned. Det er lidt tabuiseret at sige, men det kan ikke nytte, at vi ignorerer Danmarks udfordringer, siger Morten Østergaard til Berlingske.

Konkret vil den radikale leder føre planen ud i livet ved at hæve det såkaldte beskæftigelsesfradrag, som alle arbejdende danskere får, med otte milliarder kroner.

I toppen af skalaen vil han bruge fem milliarder kroner på at sænke topskattesatsen med seks procentpoint.

På den måde skal topskatten ifølge De Radikales udspil fremover være på ni procent, og den øverste marginalskat vil falde til 50 procent.

Det vil ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriets beregninger betyde, at beskæftigelsen stiger med 10.000 personer, skriver Berlingske.

Men hvor pengene til skattelettelserne skal findes henne, er endnu usikkert.

Det vil De Radikales leder løfte sløret for på et senere tidspunkt i valgkampen.

Østergaards markante forslag om lavere topskat er på linje med en række økonomiske analyser, der ifølge Berlingske viser, at en skattesænkning er den mest effektive måde at øge beskæftigelsen på.

Allerede nu afviser regeringskollega og finansminister Bjarne Corydon (S) dog blankt Morten Østergaards forslag som en "ren radikal stiløvelse", der vil ramme alt for skævt.

/ritzau/