R: Venstres fredning af boligskat koster fire milliarder

Skrevet af admin

11/06/2015

Mest læste i dag

Venstres løfte om at frede boligskatten frem til 2025 vil koste i omegnen af fire milliarder kroner.

Det siger indenrigs- og økonomiminister Morten Østergaard (R), der efterlyser svar på, hvordan Venstre vil finansiere sit forslag

Det er Venstres finansordfører, Peter Christensen, der torsdag i Jyllands-Posten slår til lyd for, at den fastfrysning af ejendomsværdiskatten, som en bred forligskreds indgik en aftale om i 2012, skal forlænges yderligere fem år frem til 2025.

Men Peter Christensen understreger samtidig, at partiet ikke har konkret finansiering til forslaget.

- Venstre kommer her med et ufinansieret valgløfte, og nu skylder man et klart svar på, hvordan man vil få økonomien til at hænge sammen frem til 2025. Det er omkring fire milliarder kroner, som man vil lette boligskatten for, siger Morten Østergaard.

Netop Morten Østergaard og De Radikale taler selv for at hæve boligskatten og lade den følge lønudviklingen for at få råd til at sænke skatten på arbejde.

Det skal ifølge regeringspartiet ske efter 2020, hvor et bredt flertal af Folketingets partier har en aftale om, at boligskatten er fredet.

- Det her skaber hverken tryghed for boligejere eller samfundsøkonomien, og man må forlange af et parti, der bejler til statsministerposten, at de fortæller, hvordan det skal finansieres, siger Morten Østergaard.

Det nuværende skattestop er af både Nationalbanken og de økonomiske vismænd udnævnt som et problem, der kan skabe et usundt boligmarked, fordi det øger risikoen for boligbobler, når skatten ikke følger med prisudviklingen på markedet.

/ritzau/