R vil beskytte whistleblowere

»Vi tror på, at det er godt, at kritisable forhold kommer frem, for på den måde kan vi bedre sikre forholdene for de offentligt ansatte. Det skal jo ikke være sådan, at man måske bliver fyret eller mister muligheden for at blive forfremmet, hvis man går op imod sin chef,« siger de Radikales retsordfører, Jeppe Mikkelsen (R), ifølge Radio24syv.

Han opfordrer derfor justitsminister Morten Bødskov (S) til at nedsætte et udvalg, der skal finde ud af, hvordan en whistleblower-ordning kan skrues sammen. Og det skal helst ske i et sådant tempo, at man kan indføre en ordning inden næste valg.

Jeppe Mikkelsen har ikke selv noget konkret bud på, hvordan det kan gøres, men peger i stedet på ordninger i Odense, Frederiksberg og Københavns Kommune. Her kan medarbejdere anonymt ringe ind og rapportere. Og de erfaringer kan man lære noget af, mener ordføreren.

Ifølge årsberetningen fra Borgerrådgiveren i København for 2012 har ordningen alene i de første syv måneder af sin levetid ført til 15 sager om fejl og lovovertrædelser. Det gjaldt blandt andet sager om økonomisk underslæb og nepotisme. Desuden har Sverige også erfaringer på området, som man kan trække på, siger Jeppe Mikkelsen ifølge Radio24syv.

BNB

Dagens Gossip