R vil skabe arbejdspladser ved at kræve grøn benzin

Bliver planerne om at lave en fabrik i Maabjerg ved Holstebro, som skal producere bioethanol til at blande i benzin, til andet end streger på papiret?

Der er akut behov for en afklaring, mener den radikale energiordfører Andreas Steenberg (R).

Derfor stiller han nu spørgsmål i Folketinget til energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V), skriver P4 Midt & Vest.

Fabrikken vil skabe 1000 nordvestjyske job i Holstebro og omegn, men før det kan blive en realitet, skal politikerne på Christiansborg beslutte sig for, om der skal indføres et nationalt iblandingskrav til benzin.

- Nu synes jeg efterhånden, at man skal have et svar i Holstebro. Vil regeringen være med til at skabe 1000 nye grønne industriarbejdspladser, eller vil man ikke, siger Andreas Steenberg (R).

- Det handler jo om, at vi politisk stiller krav om at blande lidt grøn benzin i benzinen, hvilket vil koste et par ører per liter, men samtidig vil skabe en grøn omstilling af landbruget og masser af arbejdspladser i Vestjylland, siger Andreas Steenberg.

Der er for øjeblikket gang i et analysearbejde, som skal ligge til grund for den politiske beslutning.

Analysen skal give svar på, hvad det vil koste at blande bioethanol i benzin, hvad vil det betyde for benzin- og dieselpriserne, og hvordan vil det påvirke samfundsøkonomien.

- Den rapport er på vej, og det er helt afgørende, at vi har et så godt beslutningsgrundlag som muligt, før vi træffer sådan en beslutning, lyder Lars Christian Lilleholts svar på Andreas Steenbergs kritik.

- Det kan undre mig, at Andreas Steenberg kommer med den her kritik på nuværende tidspunkt, siger ministeren.

- Den tidligere regering har haft ikke mindre end tre et halvt år til at indføre et krav om at lave et iblandingskrav til benzin og bedre rammevilkår omkring biobrændstof, hvis man havde ønsket det.

Ifølge bestyrelsesformand i Maabjerg Energy Concept, Jørgen Udby, der står bag planerne om at skabe bioætanolfabrikken, er deadline for afklaringen udgangen af april, siger han til Folkebladet Lemvig.

/ritzau/

Dagens Gossip