Råb fra tyrkisk klub afslørede rå mishandling af fætre

Skrevet af admin

29/03/2016

Dagens topnyheder

Et brutalt overfald efterlod i august sidste år to tyrkiske fætre med ødelagte ansigter og flere centimeter dybe knivstik i ryggen.

Det var lyden af vold og høje råb fra en tyrkisk klub i en industribygning i Ishøj, der om eftermiddagen 17. august fik en person til at slå alarm.

- Det så ret brutalt ud og lød meget voldsomt, så vi havde ikke lyst til at gå ud og blande os, sagde anmelderen i sit opkald til politiet.

Kort forinden havde han og nogle kolleger set en stor gruppe mænd ankomme i fire-fem biler. Umiddelbart herefter smadrede mændene døren til den tyrkiske klub og indledte den omfattende mishandling.

Ifølge anklagemyndigheden står 13 mænd med tilknytning til rockergruppen No Surrender i Brøndby bag overfaldet. En af de mistænkte er formentlig flygtet ud af landet, men tirsdag er retssagen mod de resterende 12 indledt ved Retten i Glostrup.

Alle de tiltalte, der er i alderen mellem 23 og 40 år, nægter sig skyldige i anklagen om grov vold. Overfaldet blev oprindeligt betegnet som drabsforsøg.

Ud over knive skal mændene have benyttet køller, sten, askebægere, stole og borde som våben, ligesom ofrene blev sparket og trampet i hovedet og på kroppen.

I retten viser anklager Martin Stassen billeder af de to tyrkiske mænds nøgne og forslåede kroppe. Begge har tydelige stiksår i nakken og på ryggen.

Tidligere har politiet oplyst, at tæskeholdets afstraffelse formentlig bunder i en konflikt om hashmarkedet, men den oplysning ønsker Martin Stassen ikke at bekræfte.

Mens 11 af sagens tiltalte anklages for aktivt at have gennemført mishandlingen, består den 12. mands forbrydelse ifølge anklagemyndigheden i, at han blev tilkaldt for at passe på rockernes klubhus, mens tæskeholdet gik amok på deres ofre.

Den 23-åriges påståede medvirken består desuden i, at han tændte op i en tønde ved klubhuset, og at han efter overfaldet deltog i afbrænding af flere af de medtiltaltes tøj.

Manden erkender at have opholdt sig i klubhuset, men afviser ethvert kendskab til overfaldet. Efter eget udsagn har han aldrig hørt om de tyrkiske fætre.

I løbet af retssagen vil anklagemyndigheden blandt andet bruge videoklip, fotos, sms-beskeder og oplysninger fra telefonmaster til at bevise de tiltaltes skyld.

Den 13. mistænkte er den ledende rocker Tonni Turan. Den 41-årige dansktyrker er internationalt eftersøgt. Hvis han en dag bliver fanget, vil anklagen mod ham blive behandlet ved et separat retssag.

/ritzau/