Råd advarer før turen til stranden:: Gå aldrig i vandet alene

Gå aldrig i vandet alene! Selv om de fleste danskere formentlig kan rådet fra Rådet for Større Badesikkerhed i søvne, sker det hvert år, at folk bader på egen hånd og ikke slipper levende fra mødet med bølgerne.

Det får nu rådet til at gentage sin opfordring om altid at have folk omkring sig, når man tager en dukkert.

»Vi kan se, at mange af dem, der drukner, er folk, som enten er gået alene i vandet eller opholder sig så langt ude i vandet, at de ikke er til at komme til undsætning, hvis der sker noget,« siger Sven Hedegaard, formand for Rådet for Større Badesikkerhed.

Seneste eksempel stammer fra fredag aften i sidste uge, hvor søværnet og politiet gennemførte en redningsaktion ved Tversted Strand nær Hirtshals. Her ledte man efter en person, der var set svømmende langt ude og pludselig ikke længere var at se. Det lykkedes ikke at finde vedkommende, og da der samtidig ikke er meldt nogen savnet, står politiet på bar bund i sagen.

Sidste år druknede fire personer ved de danske strande. Når man tæller alle ulykker med, druknede i alt 66 personer i 2012.

En andet råd fra Rådet for Større Badesikkerhed handler om, at når man står i vand til navlen, skal man ikke gå længere ud.

»Man kan få en ganske flot badeoplevelse bare ved at stå med vand til navlen og svømme langs kysten. Så er man på sikker grund, og folk kan komme en til hjælp, hvis der er behov for det,« siger Sven Hedegaard.

Dagens Gossip

Dagens TV