Råd: A.P. Møller-penge udstiller et samfund på hælene

Skrevet af admin

27/04/2016

Dagens topnyheder

En stor donation fra den A. P. Møllerske Fond til det sociale arbejde kunne ikke komme på et mere belejligt tidspunkt.

Arbejdet med de socialt udsatte er nemlig ved at være tørlagt for penge til nye indsatser, mener Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte.

Derfor mener han også, at der er et grundlæggende problem i, at den økonomiske saltvandsindsprøjtning til området skal komme fra en privat donation og ikke fra den danske stat.

- Penge er penge, og 750 millioner kan virkelig gøre en forskel for socialt udsatte. Men jeg synes også, at donationen peger på, at det er nærmest skandaløst, at vi ikke er i stand til som samfund selv at løfte så stor en prioritering, siger han.

Den A.P. Møllerske Fond har onsdag offentliggjort en donation på 750 millioner kroner over de næste fem til seks år til det sociale arbejde.

Penge som ifølge Jann Sjursen kan gøre mere end blot at fylde tomme kasser, men som han ville ønske var kommet noget tidligere.

- Man kan også sige, at det illustrerer i virkeligheden, hvor meget vores samfund er på hælene, når det er en sådan donation, der for alvor skal flytte noget på et område, der skriger så meget efter penge og nye indsatser, siger han.

Han advarer derfor om, at man ikke nøjes med at hæve armene i jubel, men også husker at prioritere det sociale arbejde fra politisk hold fremover.

De mange millioner fra den A.P. Møllerske Støttefond skal gives til tre fokusområder over en fem-seksårig periode, lyder det fra fonden.

Et fokus på at få unge og voksne ind på arbejdsmarkedet, på at nedbryde negativ social arv og på at skabe bedre fysiske rammer for de socialt udsatte i eksempelvis institutioner og socialt boligbyggeri.

/ritzau/