Råd fra eksperten: Her er de 10 største fælder, når du køber hus

Skrevet af Ronja Ryde

26/11/2014

Dagens topnyheder

At købe hus er ikke noget, vi gør hver dag. Der er en hel masse, man skal have styr på, hvis man ikke vil købe hus-udgaven af katten i sækken, og der kan gemme sig flere hundrede tusinde kroner mellem linjerne i de mange dokumenter.

Derfor har Dagens.dk gjort arbejdet for dig og spurgt en ekspert til råds.

Her er Tine Nielsens, Arkitekt og boligekspert hos Bolius, liste med de ti ting, du skal være opmærksom på ved dit huskøb, hvis du vil undgå grimme overraskelser:

1. Følelser er vigtige - men glem ikke fornuften
Sørg for at gøre dig nogle helt konkrete tanker om, hvad det egentlig er for et hus, du gerne vil have. Og tag den så derfra og se, om det er realistisk.
- For mange huskøbere er det i sidste ende følelserne, der kommer til at afgøre hvilket hus, man køber. Men køb ikke et charmerende gammelt hus, som så viser sig ikke at være vedligeholdt. For det kan blive dyrt, hvis ikke du har lyst til at bruge meget af din fritid på at sætte hus i stand siger Tine Nielsen til Dagens.dk.

- Hvis man drømmer om et rigtigt Pippi Langstrømpe-hus, er det meget vigtigt at man hyrer en byggetekniker for at virkelighedstjekke sine drømme. Så kan man undgå at købe katten i sækken, siger hun.

Det vigtigste i den anledning er ifølge boligeksperten, udover at læse tilstandsrapporten og hustypebeskrivelsen ordentligt, at få en byggeteknisk gennemgang af huset set med købers øjne

- Der er mange, der læser tilstandsrapporten som en slags byggeteknisk rapport, men husk at læse den for det, den er - nemlig en visuel gennemgang af huset set i forhold til tilsvarende hus i tilsvarende alder, som danner grundlag for ejerskifteforsikringen, siger hun.

2. Dyr fjernvarme
Generelt ånder man letter op, når der står i papirerne, at huset er varmet op ved hjælp af fjernvarme.
Men faktisk kan der være en kæmpe forskel på, hvor dyr fjernvarmen er. Også inden for samme kommune:

- Fjernvarme kan faktisk være alt lige fra sindssygt dyrt til vanvittigt billigt. Det afhænger helt af, hvilket varmeværk, huset er tilknyttet, siger Tine Nielsen.
Sørg derfor for at tjekke, hvilket værk, der leverer varmen til dit drømmehus. Og sørg især for at tjekke, om der er tilslutningspligt, hvilket betyder, at du er bundet til at bruge et bestemt varmeværk, uanset prisen.
Du kan tjekke dit fjernvarmeværk her.


3. Ulovlig beboelse
Sørg for at undersøge, om det boligareal, der står i papirerne, svarer til det antal kvadratmeter, boligen er registreret med.
På den måde kan du også finde ud af, om hele boligen er godkendt til beboelse, og risikerer ikke at købe for eksempel en beboet 1. sal, som ikke er godkendt, og måske heller ikke kan godkendes.
- Det kan være ret svært at overskue, når man er ude for at se på huset, om der er præcis så mange kvadratmeter, som der står. Sørg derfor for at dobbelttjekke det, råder Tine Nielsen.
Her kan du undersøge boligens registrerede areal.

4. Begrænsende lokalplaner
Når du køber hus, er det vigtigt at tjekke både lokalplaner, tinglyste deklarationer og servitutter
Disse kan nemlig få den konsekvens, at du ikke må bygge til eller for eksempel inddrage loftet til beboelse.
- Mægleren skal egentlig oplyse køberen om begrænsende lokalplaner, men det kan ske, at man ikke lige bider mærke i det, og alligevel bliver taget på sengen, når man en dag vil bygge ud eller op, siger Tine Nielsen.
Hos din kommune kan du også tjekke, om naboerne har tilladelse til at bygge til på en måde, der kan være til gene for dig.

5. Få en udvidet ejerskifteforsikring
Tine Nielsen vil til enhver tid råde huskøbere til at sørge for at få tegnet en udvidet ejerskifteforsikring.
- Med en udvidet får man bare noget mere sikkerhed. For eksempel er man kloakmæssigt dækket helt ud til der, hvor rørene rammer huset. Og desuden dækker den i ti år i stedet for fem, siger boligeksperten.

6. Fugt i kælderen
Er der kælder i huset, så kræver den en hel del af din særskilte opmærksomhed. For kældre kan nemt være anledning til en del bøvl, som du kan få med dit nye hus.
- Vær især opmærksom på fugt, på kælderens alder og på, hvordan kloakken er indrettet. En kælder kan være god at have, men det er vigtigt at være klar over, hvilken kælder, man køber, siger Tine Nielsen.
Før i tiden blev huskældre nemlig ikke bygget med henblik på beboelse. Kun i helt nye huse kan du være næsten sikker på, at kælderen rent faktisk er tør, når der står angivet “tør kælder” i salgsopstillingen, forklarer eksperten.

- Og med en krybekælder skal man være ekstra opmærksom. Begynder man at isolere en krybekælder, risikerer man nemt, at der går fugt i selve isoleringen. Derfor anbefaler vi altid, at man får terrændæk, hvis man vil isolere en krybekælder, siger Tine Nielsen.

7. Forurenet grund
Der er over 40.000 forurenede grunde i Danmark, og det kan gå hen og blive meget dyrt at få renset sådan en grund.
- Den slags skal selvfølgelig oplyses, men der har været sager, hvor den forrige ejer ikke har vidst det. Derfor er det altid en god idé selv at tjekke det hos kommunen, siger Tine Nielsen.
Tjek derfor, om ejendomsmægleren eller sælgeren har indhentet oplysninger om, hvorvidt grunden er kortlagt på V1 eller V2, eller om grunden er lettere forurenet. Det har ejendomsmægleren pligt til i forbindelse med et boligsalg. Ellers kan du henvende dig til regionen, der kortlægger forurenede arealer i Danmark.

8. Er huset fredet?
Du kan risikere, at huset er fredet eller har en bevaringsværdi.
- I sådan nogle tilfælde kan kommunen faktisk gå ned og bestemme om du må ændre alt helt ned til farven på døren, siger Tine Nielsen.
Se her, om dit drømmehus er fredet eller “bevaringsværdigt” 

9. Byggeteknisk rådgiver
Særligt, hvis dit drømmehus er et romantisk håndværkertilbud, er det en rigtig god idé at bruge en byggeteknisk rådgiver til at realitetstjekke dine vilde boligdrømme.
- Sådan en rådgiver vil tage en snak med køberen og finde ud af, om du er typen, som vil udbedre alt med det samme, eller hellere vil gøre det sådan lidt løbende. Sammen kan I finde ud af, hvor mange penge, der skal bruges på det, og om det overhovedet er realistisk.

10. Husk altid en boligadvokat
Uanset hvor sød boligmægleren er, så er han sælgerens rådgiver. Det kan ifølge Tine Nielsen altid anbefales at skaffe sin egen rådgiver i form af en advokat.
- Det koster omkring 5000 kroner, og det er virkelig dumt at spare de penge. Advokaten kan let gennemskue alle papirerne, og så har han i øvrigt et rådgiveransvar, så han kan drages ansvarlig, hvis han overser noget, siger Tine Nielsen.