Råd om DA-udspil: Flere vil skubbes væk fra arbejdsmarkedet

Hvis de sociale ydelser bliver beskåret, sådan som Dansk Arbejdsgiverforening (DA) ønsker det, så vil flere danskere blive skubbet ud over kanten på arbejdsmarkedet og ende i en svær, økonomisk situation.

Det mener Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte, om de i alt 28 forslag til store reformer af alt fra førtidspensionen over sygedagpengene og fleksjobbene til kontanthjælpen, som DA har fremsat i et notat.

- Det vil skabe usikkerhed omkring menneskers forsørgelsesgrundlag, ud over at det også vil reducere ydelserne for nogens vedkommende ganske markant, siger Jann Sjursen og fortsætter:

- Det kan være med til at skubbe især socialt udsatte borgere i den gale retning.

Formanden er ligesom alle andre fortaler for, at flere får lov til at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Men han understreger også, at det ikke bliver gjort ved at skubbe dem længere ud over kanten.

- Det gør man ved at få skabt de job og jobåbninger, der skal til for udsatte borgere. Og de bliver ikke skabt ved, at man bare reducerer ydelserne, så det i endnu højere grad kan betale sig at arbejde, siger Jann Sjursen.

Står det til Rådet for Socialt Udsatte, vil en række lavere ydelser heller ikke være en større motivationsfaktor for arbejdsløse til at komme hurtigere i arbejde, forklarer formanden.

- Det synes jeg faktisk ikke. Det er jo ikke sådan, at de sociale ydelser bare er et tagselvbord. Kommer man for eksempel på førtidspension, så er der en god grund til, at man gør det, påpeger Jann Sjursen.

DA har med sine forslag hentet inspiration i Sverige, hvor det på otte år er lykkedes at få flere end 200.000 personer væk fra overførselsindkomster.

Kan det samme gøres i Danmark, vil der ifølge DA kunne opnås offentlige besparelser for mere end 60 milliarder kroner og et arbejdsudbud, der vokser med 85.000 personer.

/ritzau/

Dagens Gossip