Råd for udsatte: Alle kan miste fodfæste i livet

Skrevet af admin

08/12/2015

Dagens topnyheder

Det er ikke kun alkoholikerens datter eller stofmisbrugerens søn, der kan havne i problemer. Mennesker fra alle sociale lag kan risikere at ende i en udsat livssituation.

Det viser en ny rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI), "Familiebaggrund og social marginalisering i Danmark".

Og selv om de unge fra udsatte familier stadig er overrepræsenteret blandt socialt udsatte, viser undersøgelsen nemlig, at der blandt de marginaliserede unge er en betydelig gruppe, der kommer fra den såkaldte "middelklasse".

Og det skal vi være bevidst om, siger formand for Rådet for Socialt Udsatte Jann Sjursen til Ritzau.

- Rapporten viser, at der ikke er nogle social automatik i forhold til, hvem der bliver socialt udsatte. Vi har alle en risiko for at miste fodfæste i livet, og det skal vi indrette vores velfærdssamfund efter, siger han og uddyber:

- Vi kan ikke bare satse på særlige målgrupper. Der er rigtig mange, som bliver udsatte, der kommer fra almindelige familier.

Undersøgelsen er baseret på registerdata for hele den voksne danske befolkning, udtrukket i 2011. De socialt marginaliserede er afgrænset på baggrund af fire risikofaktorer: psykisk sygdom, stof-/alkoholmisbrug, hjemløshed eller fængselsophold.

Og den viser, at fire procent af alle voksne mænd og to procent af alle voksne kvinder har været registreret med mindst én af de fire risikofaktorer inden for de seneste fem år.

- Både stats, regioner, kommuner har ansvaret for, at de her mennesker bliver hjulpet gennem livet, men også civilsamfundet spiller en vigtigt rolle, siger Jann Sjursen, som dog også peger på, at rapporten viser, at velfærdssamfundet er bedre, end vi lige gik og troede.

- Der er mange, der kommer i problemer, og overraskende mange, som er marginaliserede. Men der er også mange, der kommer igennem livet uden nogen risikofaktorer.

- Derfor må man også konkludere, at velfærdssamfundet er bedre end sit ry og rygte.

- Vi skal tilbyde indsatser, der kan hjælp mennesker med de ofte komplekse problemer, de har. For eksempel både misbrugsproblemer og psykisk sygdom. Som rapporten viser, er det sjældent, at man bare har én risikofaktor, siger Jann Sjursen.

/ritzau/