Rådmand kræver undersøgelse om våde bleer

Skrevet af admin

13/11/2013

Dagens topnyheder

Odense Kommune reagerer nu på et indslag i TV-avisen tirsdag, hvor en beboer på et plejehjem fortalte om ubehaget ved at sidde længe med en våd ble.

Men er der tale om en enkeltstående tilfælde, eller sker det ofte, at plejehjemsbeboere må acceptere det uværdige i at sidde med en ble, der burde være skiftet?

Det har Jane Jegind (V) rådmand for ældreområdet i Odense nu bedt forvaltningen om at undersøge.

- Med de oplysninger, der er kommet frem i dag (tirsdag, red.), ønsker jeg for alles skyld et klart billede af, hvordan situationen ser ud på de enkelte plejecentre, botilbud og i hjemmeplejen, siger Jane Jegind.

- Den enkelte borger og dennes pårørende skal være tryg, men vi skal som samfund også være trygge ved, at vores ældrepleje er, som vi ønsker den, fortsætter hun.

Bliv ven med Dagens Odense - Altid gratis nyheder

Hun understreger, at en blebevilling i Odense Kommune ikke gives som erstatning for toiletbesøg.

- Medarbejderne skal altid tilbyde toiletbesøg der, hvor borgeren med hjælp fra personalet kan komme på toilettet, siger Jane Jegind.

- Det er meget svært at acceptere, når man ikke længere selv kan klare toiletbesøget. Derfor er vores opgave som kommune også, på en respektfuld og værdig måde, at støtte den ældre i den situation, lyder det fra rådmanden.

/ritzau/