Rådmandsskifte i Aarhus: Laura Hay trækker sig fra Teknik og Miljø

Skrevet af Ann Katrine Warren

04/01/2013

Mest læste i dag

Rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune Laura Hay (V) ønsker ikke at genopstille til det kommende kommunalvalg. Derfor trækker hun sig nu fra rådmandsposten for at fortsætte som menigt byrådsmedlem.

Bünyamin Simsek (V), der vikarierede på posten, mens Laura Hay var på barsel, overtager rådmandsstolen.

 - Jeg har allerede meldt ud, at jeg ikke fortsætter i politik efter næste valg, og vi har derfor drøftet muligheden for, at Bünyamin overtager rådmandsstolen til februar. Det har været et stort privilegium at være med til at udvikle Aarhus, og jeg vil komme til at savne de gode kollegaer i Teknik og Miljø, men jeg er sikker på, at Bünyamin vil fortsætte med at skabe vækst og arbejdspladser, og videreføre de gode takter han viste, da han senest var rådmand, siger Laura Hay i en pressemeddelelse.

Den endelig overdragelse skal godkendes af Magistraten og byrådet. Laura Hay fortsætter som medlem af byrådet.