Rådne rønner skal redde Udkantsdanmark

Adskillige tusinde rådne rønner og usælgelige øde huse i landsbyerne kan være guld værd for samfundet, hvis de kan undgå bulldozerdøden.

Det mener regeringen, der ifølge et nyt notat udarbejdet af Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter planlægger en storstilet redningsaktion, der skønnes at kunne skabe op imod 7000 nye job ude på landet. Det skriver Jyllands-Posten.

Ifølge ministeren for By, Bolig og Landdistrikter, Carsten Hansen (S), vil der blive tale om en såkaldt friboligordning, hvor helårshuse solgt som fritidshuse, atter vil kunne ændre status til helårshuse, hvis ejerne ønsker det.

Kommunerne skal således have mulighed for at ophæve den bopælspligt, der har gjort mange huse i yderdistrikterne umulige at sælge, og som derfor har en stor del af skylden for uddøende landsbyer.

Carsten Hansen mener, at den ændrede status både vil skaffe flere turister ud i yderområderne og samtidig også flere ældre.

- Vi tror, at mange af husene vil blive opkøbt, gjort i stand og udlejet. Samtidigt er jeg overbevist om, at mange ejere vil foretrække at flytte ind i deres fritidshuse permanent, den dag de ikke mere behøver at gå på arbejde, siger ministeren til avisen.

En opgørelse fra boligportalen Boliga viser ifølge Jyllands-Posten, at der nu er 5253 huse til salg til under 700.000 kroner. Over halvdelen har haft et salgskilt i indkørslen i mere end et år.

36 procent af boligerne ligger på Bornholm, mens Mors topper med hele 44 procent af husene.

Hvis det kan lade sig gøre at sælge disse boliger som sommerhus, anslår ministeriet, at alene istandsættelsen af dem vil skabe mellem 2000 og 4000 job fem år, skriver Jyllands-Posten.

Dagens Gossip