Radarteknologi skal sikre Jonas Høgh OL-succes

Skrevet af admin

17/08/2015

Dagens topnyheder

Jonas Høgh-Christensen har taget hul på et år med intense forberedelser frem mod OL i Rio.

Foruden stævner og flere timers daglig træning er arbejdet med selve båden også en væsentlig del af forberedelserne.

Den danske finnjolle-sejler oplyser i en pressemeddelelse, at han har indgået en aftale med den højteknologiske danske virksomhed Weibel Scientific.

Radarproducenten, der også leverer udstyr til Nasa, skal udvikle nye specialkomponenter, der kan sikre ekstra fart i forhold til konkurrenterne.

- Sammen analyserer vi alle bådens komponenter og gennemgår hver enkelt lille del for at optimere den ned i de mindste detaljer.

- Weibels teknologi og maskiner er så uhyre præcise, at mange af delene bliver bedre end dem, vi kan skaffe fra leverandører i sejlsporten.

- Et avanceret teknologisk samarbejde som dette mellem en sportsudøver og en erhvervsvirksomhed er aldrig set før i dansk sejlsport, siger Jonas Høgh-Christensen.

Finnjollen er den ene af to olympiske bådklasser, hvor sejlerne selv kan sammensætte bådens udstyr inden for nogle overordnede rammer.

Ved OL for tre år siden havde Jonas Høgh-Christensen fordel af en specialudviklet mast, og nu er den danske OL-sølvvinder klar til at gå endnu mere minutiøst til værks i jagten på afgørende marginaler.

For eksempel kan Weibels ingeniører forbedre finnjollens bom, så vægten fordeler sig mere optimalt.

Resultatet bliver en båd med specialdesignede dele, som ultimativt vil få den til at glide hurtigere gennem vandet.

- OL er en konkurrence om marginaler. Det handler for mig om hele tiden at rykke sig så tæt på den optimale præstation og den hurtigste båd som overhovedet muligt, og det kan jeg gøre med denne her nye aftale, siger Jonas Høgh-Christensen.

Foruden det teknologiske samarbejde indeholder aftalen også en sponsordel, der skaber økonomisk sikkerhed for danskerens forberedelser frem mod legene i Rio.

Jonas Høgh-Christensen er lige nu i Rio, hvor finnjollerne har afviklet to sejladser. Han lagde ud med en 16.-plads i første sejlads og fulgte derpå op med en andenplads i næste - hvilket rækker til en foreløbig niendeplads.

/ritzau/