Radikal landsformand: For bløde incitamenter til mænds barsel

Det mener de Radikales landsformand, Klaus Frandsen (R), som i sin tale på de Radikales landsmøde lørdag peger på, at incitamenterne i regeringens løsning er for bløde.

»Mange af de radikale, jeg har talt med, siger, at de personligt vil være i stand til at fremføre argumentationen for begge sider i den sag, men selvfølgelig vægter man sine argumenter og kommer frem til sin egen konklusion. Jeg er personligt nok en af dem, der var til lidt stærkere incitamenter,« siger landsformanden.

Økonomi- og indenrigsminister og formand for de Radikale, Margrethe Vestager (R), har ligeledes sået tvivl om effekterne af regeringens løsning. Til Berlingske siger hun lørdag:

»Der er ingen sikkerhed for, at sådan noget barselsbonus vil virke. Det er en lidt anden model end den svenske, så det her er ikke prøvet før, og vi kan ikke være sikre på, at det vil virke. At det hele går, som det skal.«

I stedet for den øremærkede barsel har regeringen foreslået en incitamentsmodel, hvor de familier, der deler barslen mere lige imellem sig, får en bonus på 3.000 kroner skattefrit om måneden.

Bonussen udbetales til de familier, hvor begge forældre tager mindst fire ugers forældreorlov, og den udbetales kun for orlovsdage udover de første fire ugers forældreorlov, som både mor og far holder.

Margrethe Vestager har skabt politisk røre med sin udmelding om, at det var Socialdemokraterne, der var skyld i den droppede barsel, men hun understreger dog, at det er en samlet regering, der står bag beslutningen.

Dagens Gossip

Dagens TV