Radikale afviser: Lærerkonflikt skal ikke suspenderes

Det fastslår de Radikales gruppeformand, Sofie Carsten Nielsen (R), efter en gruppe radikale byrådsmedlemmer og kandidater til byrådet i hovedstaden har sendt et åbent brev til folketingsgruppen med netop det forslag.

Men den tanke bliver afvist på Christiansborg. Til Politiken siger Sofie Carsten Nielsen:

»Jeg forstår udmærket deres frustration, men det løser ikke noget at udskyde problemet. Så står man bare med samme problem om et år. Det er jo ikke nye ønsker fra arbejdsgiverne, man forhandler om, så det går jo ikke væk.«

Gruppeformanden sætter sin lid til, at parterne i konflikten selv kan finde en løsning, da »det er den måde, arbejdsmarkedet er skruet sammen på«.

I brevet til Folketingsgruppen skriver de Radikale byrødder blandt andet, at der er brug for hurtig handling, så parterne kan få tid til at drøfte lærernes arbejdsvilkår og folkeskolens fremtid ordentligt.

»Vi foreslår, at et eventuelt regeringsindgreb sætter konflikten på standby et år, så der er god tid til at imødekomme behovet for, at lærerne læser flere timer m.m., gennem samarbejde og ikke gennem konflikt, som har så mange kedelige bivirkninger. Vi foreslår, at skolereformen sættes til grundig høring og debat i hele Danmark - en gang til«.

Lærere og elever er nu på fjerde uge væk fra klasselokalerne på grund af den lockout, som Kommunernes Landsforening har iværksat.

Dagens Gossip