Radikale afviser Syrien-indgreb uden om FN

Sådan lyder det fra regeringspartiets udenrigsordfører, Rasmus Helveg Petersen (R), som peger på, at den langvarige konflikt mellem Syriens regeringsstyrker og oprørere ikke kan løses militært.

»Vi ønsker et FN-spor, hvor FNs Sikkerhedsråd håndterer konflikten. Det er den letteste vej til en politisk løsning. Vi tror ikke på en militær løsning. Vi har lært af de lange krige i Afghanistan og Irak, at det er yderst vanskeligt at lave en hurtig militær løsning. I sidste ende løser det ikke krisen i Syrien, at den ene part vinder over den anden. Det sker først, når parterne sætter sig til forhandlingsbordet,« siger han.

Dermed går den radikale udenrigsordfører imod udmeldingen fra regeringspartneren Socialdemokraterne som i søndagens Berlingske slår til lyd for, at det kan blive nødvendigt at gribe ind over for præsident Bashar al-Assads styre uden om FN, hvis det bekræftes, at regimet står bag et giftgasangreb i landet.

Socialdemokraternes udenrigsordfører, John Dyrby Paulsen (S,) slår fast, at partiet også først og fremmest sætter sin lid til FN, men hvis Rusland også fremover kommer på tværs i Sikkerhedsrådet, kan det blive nødvendigt at foretage en »konkret indgriben« i forhold til det syriske styre, fastslår han.

»Men jeg vil også understrege, at jeg godt kunne forestille mig, at man på et eller andet tidspunkt kunne lave noget uden om FN, hvis det viser sig, at alt bliver vetoet af Rusland i Sikkerhedsrådet. Det er meget vigtigt, at det her ikke løber ud i sandet, så der ikke sker noget. Det er ikke nok med skarpe ord,« siger John Dyrby Paulsen til Berlingske.

Rasmus Helveg Petersen mener dog, at russerne har rykket sig efter meldingerne om det giftgasangreb, der kan have kostet op mod 1.300 personer livet.

»Jeg er glad for, at russerne reagerer bekymret på giftangrebet. Jeg tror, at det vil kunne flytte FN-sporet,« siger han.

Spørgsmål: Men hvordan skal Sikkerhedsrådet, der er styret af vidt forskellige interesser, kunne nå til enighed, når to partier i den samme regering ikke en gang kan?

»Det er en overfortolkning af John Dyrby, hvis man tror, at han mener, vi skal gå i krig uden et FN-mandat,« siger Rasmus Helveg Petersen, der mener, at diskussionen er »teoretisk«.

»Der er jo ikke nogen i dag, der har militær styrke til at gribe ind i Syrien, og som er parate til at stille tropper til rådighed. Så det er et teoretisk spørgsmål.«

Spørgsmål: Betyder det, at I på ingen måde kan se en dansk indsats i Syrien for jer uden et FN-mandat?

»Det er vores udgangspunkt, at det skal være opfyldt,« siger Rasmus Helveg Petersen.

Dagens Gossip