Radikale anklager Venstre for at tage folkeskolen som gidsel

Venstre er med deres modstand mod aktivitetstid klar til at tage folkeskolen som gidsel i det politiske spil, lyder kritikken fra den radikale undervisningsordfører, Lotte Rod (R).

»Venstre tager skolen som gidsel i deres politiske spil, fordi de jo skriver i deres eget skoleudspil, at det vil gavne indlæringen, hvis der i løbet af skoledagen bliver plads til at veksle mellem undervisning, leg og fysisk aktivitet,« siger Lotte Rod med henvisning til VK-regeringens folkeskoleudspil fra 2010, »Faglighed og Frihed«.

I udspillet står der:

»Det vil gavne indlæringen, når der i løbet af skoledagen bliver bedre plads til, at man kan veksle mellem undervisning, leg og fysisk aktivitet. Især gælder det for mange drenge, at hjernen bliver klar til mere viden, hvis der også er tid til at spille bold eller løbe en tur. Og vi skal stimulere alle børns lyst til at lære ved at give plads til at lege ny viden ind«.

Derfor er det »helt skørt«, at Venstre nu tordner mod det, regeringen i sit udspil til en folkeskolereform kalder aktivitetstimer.

»Det siger mere om Venstres taktiske spil end det gør om regeringens udspil til folkeskolereformen,« siger Lotte Rod.

Det har fredag aften ikke været muligt at få en kommentar fra Venstres folkeskoleordfører, Karen Ellemann (V).

Dagens Gossip