Radikale betragter GGGI-sag som afsluttet

Skrevet af admin

17/12/2013

Dagens topnyheder

Sagen om de ekstravagante rejseregler i klimaorganisationen GGGI førte i november til, at De Radikales Christian Friis Bach trak sig som udviklingsminister.

Efter udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF) tirsdag præsenterede en redegørelse, der retter alvorlig kritik mod tre embedsmænd for ikke at assisterer Christian Friis Bach godt nok i sagen, ønsker De Radikale at sætte punktum.

- Fra radikal side betragter vi sagen som afsluttet. Vi er tilfredse med, at Udenrigsministeriets redegørelse konkluderer, at der er blevet begået fejl. Og at Udenrigsministeriet nu vil lære af de fejl, så det ikke sker igen.

Sådan lyder det fra De Radikales klimaordfører, Andreas Steenberg, der taler på vegne af partiet i sagen.

Christian Friis Bach, tidligere udviklingsminister, ønsker ikke at kommentere Udenrigsministeriets redegørelse i GGGI-sagen, men oplyser, at han har fuld tillid til udenrigsministerens og ministeriets håndtering af sagen.

/ritzau/