Radikale er åbne for al samarbejde til valg

Ved EU-parlamentsvalget kæmper De Radikale traditionelt side om side med Socialdemokraterne i et valgteknisk samarbejde for ikke at spilde stemmer. De Radikale vil inden parlamentsvalget i 2014 afgøre, hvem partiet skal samarbejde med.

Det siger partiets spidskandidat Morten Helveg Petersen, som søndag blev valgt med 325 af 347 stemmer ved Det Radikale Venstres landsmøde på Hotel Nyborg Strand.

- Det er oplagt for os at få et valgsamarbejde. Det kommer vi til, når valget nærmer sig i slutningen af maj 2014, så er lidt tid til, siger Morten Helveg Petersen.

Spørgsmål: - Ser du helst et samarbejde med Socialdemokraterne?

- Det må være et spørgsmål om matematik. Det er et teknisk valgsamarbejde for at reducere stemmespild, så man får mest muligt for sin stemme. Vi skal analysere, hvad der er rigtigt. Det har altid været Socialdemokraterne, siger Morten Helveg Petersen.

- Det er muligt, at det også bliver sådan næste gang, men det er ikke besluttet endnu.

Spidskandidaten vil sikre, at vælgerne igen ser De Radikale som det mest EU-positive parti, selv om Venstre topper listen i en undersøgelse med de Radikale på fjerdepladsen.

- Venstres Ungdom er meget EU-kritiske, så jeg kan slet ikke genkende dét billede, at de skulle være mere EU-begejstrede, end vi er, siger Morten Helveg Petersen.

Han vil ikke sige, om han støtter Venstres forslag om at stemme om den europæisk patentdomstol sammen med de to danske EU-forbehold om forsvar og retligt samarbejde samtidig med EU-parlamentsvalget.

- Forslaget om patentdomstolen skal gennem Folketinget i efteråret. Op under jul er vi klogere på, hvorvidt det skal ud til en folkeafstemning. Når resultatet foreligger, ser vi, hvad vi gør, siger Morten Helveg Petersen.

/ritzau/

Dagens Gossip