Radikale er ikke overrasket over forsvarschefens rapport

»Det kommer ikke bag på mig, for da de optagelser kom frem, var der meget, der tydede på, at det var forsvaret, der havde foretaget dem. Det får vi så bekræftet nu. Det næste spørgsmål, der melder sig, er så, hvorfor er det blevet hemmeligholdt? Hvor i systemet er det blevet hemmeligholdt? Det er klart, at vi har fået noget andet at vide. Var dem, der fortalte os det i god tro, eller har de vidst, at optagelserne faktisk fandtes og var lavet af det danske forsvar?,« spørger Zenia Stampe.

Hun peger på, at det danske forsvar under krigen i Irak blev stillet over for en række nye dilemmaer, og det kan forklare, hvorfor forsvaret gang på gang har været involveret i sager, der har sat befolkningens tillid på prøve.

»Man må konstatere, at både Irakkrigen og Afghanistankrigen var meget voldsomme og på mange måder var en helt ny situation for forsvaret. Der var mange ting - som sådan noget her - man ikke helt havde styr på. Det står lysende klart i dag. Men dengang gik vi ind i to krige uden at have de grundlæggende forudsætninger på plads. Og det - tror jeg - er årsagen til, at de her situationer opstår. Jeg er sikker på, at forsvaret har lært af sine fejl - ellers skal vi nok hjælpe dem,« siger Zenia Stampe.

Hun understreger, at hun endnu ikke har læst Peter Bartrams redegørelse, og hun vil derfor ikke tage stilling til, hvilke konsekvenser de nye oplysninger skal få. Men hun påpeger samtidig, at skulle oplysningerne om videoen være blevet tilbageholdt med fuldt overlæg, så må det få konsekvenser.

»Det er ret alvorligt at tilbageholde den her type oplysninger, og hvis man kan pege på, hvem, der har gjort det, så vil det også rejse spørgsmålet om, hvorvidt de personer ikke skal stilles til ansvar,« siger hun.

Dagens Gossip