Radikale er klar til en diskussion om dagpenge

Skrevet af admin

01/05/2015

Mest læste i dag

De Radikales politiske leder, Morten Østergaard, er åben over for en diskussion af et nyt dagpengesystem.

Det skriver han på Facebook, efter at det torsdag aften står klart, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) vil tage hul på den betændte debat om dagpenge i sine taler flere steder i landet 1. maj.

- Vi skal have et nyt og forbedret dagpengesystem, der bidrager til, at flere kommer i arbejde.

- Jeg lytter altid til gode idéer og ser frem til drøftelserne, når regeringen har modtaget dagpengekommissionens anbefalinger, skriver Morten Østergaard.

Dagpengekommissionen ventes at komme med sine anbefalinger til september.

Morten Østergaard understreger, at et nyt system ikke må være dyrere for statskassen end det nuværende.

- Men i øvrigt fint at statsministeren gentager, at et nyt system ikke må blive dyrere, siger han.

Statsministeren erkender torsdag i en mail til socialdemokratiske folketingsmedlemmer, at reglerne for at genoptjene retten til dagpenge ikke fungerer godt nok. Et emne, der flere gange har splittet regeringspartierne og den socialdemokratiske folketingsgruppe internt.

- Reglerne for genoptjening fungerer ikke godt nok. Derfor skal genoptjeningsreglerne nytænkes, skriver Helle Thorning-Schmidt i mailen.

Hun mener blandt andet, at lønmodtagerne skal have et incitament til at tage korte ansættelser.

- Det er uholdbart, hvis det ikke kan betale sig for dagpengemodtagere at tage et job uanset længde, siger hun.

Hendes udmelding dagen før 1. maj har medført en lang række reaktioner fra de politiske partier på Christiansborg.

SF og Enhedslisten kalder udmeldingen for henholdsvis "røgslør" og "hul i hovedet", mens Venstre mener, at hun blot forsøger at undgå endnu en pibekoncert 1. maj.

Til gengæld får hun ros fra fagbevægelsen.

/ritzau/