Radikale: EU-kabale svækker ikke regering

Skrevet af admin

17/07/2014

Dagens topnyheder

SR-regeringen står usvækket, skønt usikkerheden om statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) fremtid fortsætter, fordi EU's stats- og regeringschefer natten til torsdag udskød EU-kabalen om EU's ny præsident, udenrigschef og måske formand for eurogruppen til et topmøde 30. august.

Det siger De Radikales fungerende gruppeformand, Camilla Hersom. Hun afviser billedet af en svækket regering, som tegnes af Dansk Folkepartis næstformand, Søren Espersen med disse ord:

- Det er en svækket regering. Hvis man skal sætte sig i Socialdemokraternes lejr, så ville jeg være meget betænkelig, men det er heldigvis ikke mit bord.

Camilla Hersom mener ikke, at udsættelsen ændrer "noget som helst for regeringen".

- Helle Thorning-Schmidt er vores statsminister. Vi er utrolig glade for samarbejdet med hende. Jeg kan kun referere til, hvad hun selv har sagt hele tiden: At hun er glad for at være statsminister i Danmark.

Hun mener ikke, at syv ugers ekstra usikkerhed spinner ud af kontrol. Trods massive medierygter gentog Helle Thorning-Schmidt ved topmødet, at hun fortsætter som statsminister, forhandler finanslov og gymnasiereform til efteråret og åbner Folketinget første tirsdag i oktober.

- Man skal tage det som en cadeau (ros), at vi har så dygtige politikere i Danmark, at de også bliver nævnt. Hvordan kabalen ender med at gå op, må stats- og regeringscheferne finde ud af. Det er svært, fordi mange hensyn skal tages, siger Camilla Hersom.

- Det betyder rigtig meget for Europas fremtid, hvem der tager disse lederroller på sig.

Uanset Thornings fremtid har Danmark en interesse i, at danskerne får internationale topposter som Anders Fogh Rasmussen (V), der i 2009 blev Natos generalsekretær, og Christian Friis Bach (R), som lige er blevet leder af FN's Økonomiske Kommission for Europa, mener Camilla Hersom.

- Det er altid en fordel for et lille land som Danmark at bestride store, internationale poster, siger hun.

/ritzau/