Radikale »fint tilfredse« med manglende R-rokader

Og det passer partiformand Margrethe Vestager (R) og politisk ordfører Sofie Carsten Nielsen (R) rigtig godt.

»Når man er glad for det, man har, så skal man blive ved det. Og når arbejdet bliver gjort godt, så skal man fortsætte,« siger Vestager til TV 2 News og bliver bakket op af Sofie Carsten Nielsen.

»Det er jeg fint tilfreds med. Vi har et stærkt ministerhold og nogle gode positioner under klima, økonomi og uddannelse, som er rigtig vigtigt for os, lige som de mere værdirelaterede kultur, ligestilling og udvikling er. Og jeg er fint tilfreds med, at vi beholder dem,« siger den politiske ordfører til Berlingske Nyhedsbureau.

Sofie Carsten Nielsen mener i øvrigt ikke, at ministerrokaden kommer til at betyde det helt store.

»Det er en mindre rokade. Posen er rystet lidt, og Henrik Sass er kommet ind. Jeg tror ikke, at man skal lægge hverken mere eller mindre i selve rokaden, eller i at vi ikke har rokeret nogle radikale ministre. Der er rykket lidt rundt, og nu går en ny sæson i gang. Jeg synes, at det er godt ud på alle fronter,« siger hun.

Sofie Carsten Nielsen vil ikke vurdere, om rokaden styrker eller svækker regeringen. Og så alligevel.

»Henrik Sass Larsen er en meget erfaren og dygtig politiker, og jeg tror, at det styrker den indsats, som regeringen gør for at skabe vækst og arbejdspladser,« siger R-profilen om den nye erhvervs- og vækstminister.

Inden ministerrokaden understregede Margrethe Vestager over for Helle Thorning-Schmidt og de andre ministre, at hun ikke så nogen grund til at rykke rundt på de radikale ministre.

»Jeg har haft det meget, meget tydelige budskab til mine kolleger i de to andre partier, at jeg synes, at mine ministre har gjort det godt, at jeg er stolt af deres indsats, og at jeg meget gerne vil have, at de fortsætter,« siger Vestager.

Dagens Gossip

Dagens TV