Radikale: Forstår ikke Sohns ros af Venstre

De Radikales erhvervsordfører, Andreas Steenberg, mener ikke, at nulvækst i det offentlige bør være målet for den siddende regering. Derimod er jagten på bedre konkurrenceevne alfa-omega.

Meldingen kommer, efter at SF's tidligere erhvervs- og vækstminister Ole Sohn i mandagens udgave af Jyllands-Posten snakker om lavere skatter og afgifter samt nulvækst og effektiviseringer i den offentlige sektor som middel til at skabe flere arbejdspladser.

Andreas Steenberg langer samtidig ud efter Venstre, som straks har sent roser af sted mod Sohn, fordi partiet mener, at Sohn er kommet til fornuft og har adopteret deres politik.

- Jeg er enig med Ole Sohn i det, han siger om, at konkurrenceevne er et af tidens vigtigste politiske spørgsmål. Men jeg er ikke enig i, at nulvækst er vejen frem, siger han.

- Og jeg mener netop også, at regeringen med SF har gjort meget for konkurrenceevnen og sat erhvervsskatterne og skatten på arbejde ned i modsætning til det, som Venstre gjorde, i de 10 år de ledede landet sammen med Dansk Folkeparti.

Andreas Steenberg mener, at regeringen på to år har gjort mere for erhvervslivet og konkurrenceevnen, end den tidligere regering gjorde.

- Jeg forstår derfor ikke, hvorfor Ole Sohn roser Venstre, for vores dårlige konkurrenceevne er skabt i løbet af de 10 år, de var ved magten.

Han slår fast, at nulvækst ikke er en del af regeringens politik. Og han forstår ikke helt Venstres tanker om nulvækst i det offentlige.

- Jeg har svært ved at forholde mig til Venstres tanker om nulvækst, og de kan jo heller ikke fremlægge en plan for, hvordan de vil spare så mange milliarder i den offentlige sektor.

- Jeg er meget tvivlsom overfor Venstres politik, hvis de skulle få regeringsmagten.

/ritzau/

Dagens Gossip