Radikale: Løkke zig-zagger i klimakursen

Ikke desto mindre skriver Lars Løkke Rasmussen, som formand for den grønne internationale vækstorganisation Global Green Growth Institute (GGGI), at grøn vækstpolitik er designet til både at stimulere væksten, samtidig med at det kan reducere udledningen af gasser, der forstærker klimaforandringerne.

»Det er en fejl, når folk ofte tror, at anvendelsen af miljømæssige og bæredygtige strategier er på bekostning af - eller i det mindste en opbremsning - i den økonomiske vækst,« skriver Lars Løkke Rasmussen ifølge Berlingske i et indlæg, der er offentliggjort på organisationens hjemmeside.

Her forklarer Venstres formand, at hvis man skal bekæmpe klimaforandringerne - på grund af høj CO2-udledning - er man tvunget til at presse på for politisk lederskab.

I Det Radikale Venstre undrer man sig over, at Lars Løkke Rasmussen på den ene side argumenterer for, at grøn omstilling og økonomisk vækst går hånd i hånd, og på den anden side undsiger regeringen, når den peger på, at en ny klimaplan vil skabe både arbejdspladser og økonomisk vækst.

»Vi må jo indrømme, at Lars Løkke er ude på en personlig zig-zag-kurs her, hvor det ene synspunkt om, at det kan betale sig at investere i grøn omstilling, åbenbart ligger i udlandet, og det andet ligger i Danmark,« siger klimaordfører for Radikale Venstre, Rasmus Helveg Petersen (R) til Berlingske.

Spørgsmål: Men Global Green Growth Institute arbejder jo primært for at fremme den grønne omstilling i udviklingslande. Så er det ikke forståeligt, at Lars Løkke siger noget andet herhjemme, hvor vi allerede er blandt de bedste i verden på klimaområdet?

»Nej, jeg undrer mig over, at man kan rumme begge synspunkter samtidig. Lars Løkke snakker jo om redskaberne. Han kalder de redskaber, som er tilgængelige lige nu - og som vi har fremlagt - for et rædselskatalog, samtidig med at han opfordrer og argumenterer for grøn omstilling som formand for Global Green Growth Institute,« siger Rasmus Helveg Petersen.

Lars Løkke Rasmussen afviser over for Berlingske, at der er tale om kursskifte.

Spørgsmål: Det lyder som om, at der gælder en logik for det internationale samfund og en anden i Danmark, når du som formand for GGGI skriver, at en grøn omstilling ikke skader den økonomiske vækst samtidig med, at du argumenterer for, at mere grøn omstilling i Danmark vil betyde færre arbejdspladser og dårligere konkurrenceevne?

»Nej, For mig gælder fuldstændig den samme logik både nationalt og internationalt. Men det er jo ikke sådan, at der findes et synspunkt, som logisk gælder for alle. Det kan godt være, at det lyder kedeligt, men politik handler om at balancere ting. Jeg tror på, at det er en fordel for Danmark, at vi har sat et internationalt eksempel. Men der er jo også en minus-side. Det, der er udfordringen for en lille åben økonomi i et indre marked, det er, at vi deltager i ligeværdig konkurrence med andre lande,« siger Lars Løkke Rasmussen til Berlingske.

Dagens Gossip