Radikale: Retsforbehold belaster dansk deltagelse i Europol-samarbejde

Det vurderer de Radikales EU-ordfører, Camilla Hersom (R).

»Vi kommer i en alvorlig politisk situation, hvor vi får stadig vanskeligere ved at forklare de andre EU-lande den cherry picking (kirsebærplukning, red.), vi er ude i, hvor vi siger, at det her vil vi gerne være med i, det her vil vi ikke. Deres modspørgsmål vil være: Hvorfor ophæver I ikke bare jeres forbehold,« siger Camilla Hersom.

Ifølge Berlingske vil justitsminister Morten Bødskov (S) fredag orientere Folketingets Europaudvalg om konsekvenserne af, at Europol-samarbejdet løftes til et såkaldt overstatsligt niveau, hvor det danske retsforbehold spærrer for dansk deltagelse.

Camilla Hersom så helst retsforbeholdet afskaffet, så Danmark kan være fuldt og helt med i Europol-samarbejdet. Men hun mener ikke, at tiden er til en dansk folkeafstemning.

»Der er ingen tvivl om, at vi mener, at vi skal være fuldt og helt medlem af EU, men de fleste vurderer, at det vil være vanskeligt at vinde en afstemning nu, hvor Europa er i krise. Derfor er der ikke sat dato på de folkeafstemninger, vi skal have,« siger Camilla Hersom.

Hun mener, der kan laves løsninger, så Danmark fortsat kan deltage i Europol-samarbejdet i et eller andet omfang.

»Teknisk og juridisk kan det godt lade sig gøre at lave aftaler. Men den største hindring er den politiske. Vores 26 EU-venner synes ikke, det er rimeligt, at de skal forhandle bilaterale aftaler på plads med Danmark, når vi med snuptag kunne være med i en fælles aftale ved at afskaffe vores forbehold,« siger Camilla Hersom.

»Vi sidder i situation, hvor den politiske pris bliver større og større i kraft af forbeholdene. Vi kommer til at bruge utrolig stor forhandlingskraft på det. Jeg synes, at vi som land gør tingene utroligt vanskelige for os selv, og det er endnu et eksempel, der illustrerer, hvor tudetosset det er, at vi marginaliserer os selv.«

Dagens Gossip