Radikale støtter regeringens krav om job til udlændinge

Skrevet af admin

25/04/2016

Mest læste i dag

Det sker sjældent, at det er De Radikale, der støtter Venstres politik på udlændingeområdet, men det er virkeligheden i sagen om en eventuel afskaffelse af greencardordningen, som skal tiltrække højtuddannede udlændinge.

Dermed går Radikale imod gamle regeringspartnere, da Socialdemokraterne og SF vil stemme for Dansk Folkepartis forslag om at afskaffe ordningen, fordi udlændinge, der kommer til Danmark, ofte ender i lavtlønsjob.

Regeringen står altså til at komme i mindretal, men det er en forfejlet debat, mener De Radikales leder, Morten Østergaard.

- I sidste uge så vi de første eksempler på, at virksomheder må sige nej til en ordre, fordi de ikke kan finde arbejdskraft i Danmark.

- Går man ned ad samme sti som Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti, så kommer det til at koste danske arbejdspladser, fordi danske virksomheder vil flytte deres produktion, siger han.

Ifølge Beskæftigelsesministeriet var 70 procent af greencardindehaverne i 2013 ansat inden for brancher, der typisk beskæftiger ufaglært arbejdskraft, som eksempelvis rengøring, hoteller, restauration eller transport ifølge Jyllands-Posten.

Men det er ikke noget, der får Morten Østergaard til at ændre sin politik.

- Man skal huske på, at greencardholdere, der kommer til Danmark og arbejder, bidrager til vores samfund. De får ingen sociale ydelser, hvis de ikke arbejder, og dem, der arbejder, betaler i sagens natur skat, siger han.

De Radikale forsøgte sammen med Socialdemokraterne at reformere ordningen i 2014, men den blev alligevel bevaret som en vej ind i Danmark for udenlandsk arbejdskraft.

- Socialdemokraterne gambler i virkeligheden med det opsving, vi skulle have, når man af hensyn til politisk drilleri slår sig sammen med DF om at føre en politik, der adskiller sig så markant fra den, man førte, da man sad i regering, siger Morten Østergaard.

Han vil dog ikke svare entydigt på, om De Radikale vil stå på at genindføre ordningen, hvis de en dag kommer til at gå i regering igen.

- Vi vil give virksomhederne tryghed. Det vil vi selvfølgelig gøre, hvis vi kommer i regering igen, og så vil vi vælge de redskaber, der giver mest mening på dét tidspunkt, siger han.

Forslaget behandles 12. maj.

/ritzau/