Radikale: Stop sessionslogning af nettet

Skrevet af admin

31/01/2016

Dagens topnyheder

Regeringen skal skrotte alle planer om sessionslogning, så teleselskaberne ikke tvinges til at skal registrere langt flere oplysninger om danskernes brug af internettet.

Det siger Det Radikale Venstres landsformand, Svend Thorhauge, efter partiets hovedbestyrelse har vedtaget en udtalelse.

Sessionslogning blev skrottet i 2014, fordi det ikke hjalp politiets efterforskning af forbrydelser. Nu ønsker politiet det igen, så de kan følge med i sociale medier og via tjenester som Skype og Messenger, som flere forbrydere anvender i stedet for sms.

- Det er en total overvågning af alle danskerne på internettet. Politiet kan altid få adgang til de informationer, de ikke har adgang til, med en dommerkendelse. Det viste sig tydeligt, da den tidligere borgerlige regering indførte det, siger Svend Thorhauge.

VK-regeringen indførte sessionslogning imod terror, men det blev sløjfet af SR-regeringen, fordi metoden "på ingen måde tjente sit formål", mener De Radikales hovedbestyrelse.

Hvis sessionslogning genindføres i større omfang, overvåges hver dansker på nettet. Det vil ifølge branchen ske mere end én gang i minuttet i gennemsnit.

I næste uge indstiller politiet til justitsminister Søren Pind (V), om sessionslogning skal genindføres. Dansk Folkeparti støtter metoden, mens Socialdemokratiet først vil høre, hvad Pind og politiet anbefaler.

De Radikale afviser, at lovlydige borgere ikke risikerer noget ved sessionslogning, som DF's retsordfører, Peter Kofod Poulsen mener.

- Det er DF's sædvanlige argument. Hvis det var sådan, så ville vi ikke have nogen brevhemmelighed. Så kunne vi give politiet lov til at læse alle breve og e-mails. Pointen i frie samfund er, at vi har ret til et privatliv i en retsstat, siger Svend Thorhauge.

/ritzau/