Radikale: Vi kan håndtere asyludfordringen

Skrevet af admin

26/10/2014

Mest læste i dag

Regeringen har allerede afsat 4,5 milliarder kroner til godt 20.000 asylsøgere i år. Desuden lytter den til Kommunernes Landsforenings (KL) formand, Martin Damm (V), som vil sætte asylsøgere i fokus, når partierne forhandler næste års finanslov

Det siger økonomiminister Morten Østergaard (R). Han vil ikke love at lave en supplerende budgetaftale for 2015, som Martin Damm ønsker.

- Regeringen tager hånd om, at de ekstra udgifter kan håndteres, fordi vi får flere flygtninge, og kompenserer kommunerne efter de aftaler, der er. Det handler ikke alene om penge, men også om kapacitet. Derfor er vi klar til at lytte til kommunernes ønsker, siger Morten Østergaard.

Han kvitterer for, at Martin Damm på vegne af de 98 kommuner vil løse den ekstraordinære opgave med mange asylsøgere. De store asyludgifter fortrænger ikke penge til velfærd, understreger han.

- Vi har heldigvis ført en ansvarlig økonomisk politik, så vi kan håndtere ekstraordinære situationer. Men jeg prøver ikke at foregøgle, at det er en nem opgave at løse. Der blive øgede statslige og kommunale udgifter, siger Morten Østergaard.

Regeringen har udskudt familiesammenføring i et år for krigsflygtninge, som ikke er individuelt forfulgt. Det skal hjælpe kommunerne med at klare integrationen, forklarer han.

- Det, vi gør, er motiveret af, at den fine modtagelse, man får i danske kommuner med en veltilrettelagt integrationsproces, også skal gælde for de nye flygtninge, siger Morten Østergaard.

Han afviser at stoppe integrationen, som Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, foreslår.

- Det er at gå den helt forkerte vej. Jeg er bedrøvet over, at Dansk Folkeparti altid griber chancen til at flytte hegnspælene for, hvad man kan tillade sig overfor mennesker, siger Morten Østergaard.

/ritzau/