Radikale vil lade syge betale for kørsel til hospital

Det er holdningen hos de Radikale, som nu foreslår en række ændringer af brugerbetalingen på sundhedsområdet, skriver Berlingske.

Det skal blandt andet ske ved at sprede betalingen over flere områder end i dag, hvor den primært er koncentreret på medicin, tandlæge og psykolog.

»Vi har i forvejen en massiv brugerbetaling, og med de økonomiske vilkår bliver det ikke mindre fremover. Det nuværende system er præget af tilfældigheder og knopskydning, så vi ønsker, at det indrettes mere fair, og at vi får mere effekt for kronerne,« siger formanden for den interne arbejdsgruppe bag udspillet Charlotte Fischer (R).

Hun er tidligere medlem af Folketinget og partiets spidskandidat i Region Hovedstaden ved efterårets regionsvalg.

Ifølge udspillet skal den samlede brugerbetaling ikke sættes i vejret, men systemet skal indrettes på en anden måde – for eksempel med en »stærkere social profil«, hvor folk med høje indkomster betaler mere eller får mindre tilskud, end socialt udsatte borgere gør.

Den del af udspillet støder på modstand fra Venstres sundhedsordfører Sophie Løhde (V), der er skeptisk over for tankegangen om at gøre betalingen indkomstafhængig.

»Den nuværende indretning af brugerbetalingen rammer i helt urimelig grad særligt udsatte patientgrupper. Men det svarer reelt til at pålægge nogle bestemte grupper en ekstra skat, og det skal ikke være dyrere at være dansker,« siger Sophie Løhde.

Udspillet fra de Radikale kommer samtidig med, at Venstre selv har åbnet for en debat om at ændre brugerbetalingen, og Sophie Løhde er da også enig i, at der er behov for at få undersøgt området nærmere. Hun peger blandt andet på det paradoks, at vælter man på cyklen og brækker armen, er behandlingen gratis, mens det koster penge, hvis det i stedet går ud over tænderne.

Fra patientside kommer der en kraftig kritik af udspillet, som formand for Danske Patienter Lars Engberg kalder en »dårlig idé«. Han frygter, at ændringer af systemet vil blive til en glidebane hen mod en større brugerbetaling, og mener at det konkrete forslag om at indføre brugerbetaling på siddende patienttransport er helt skævt:

»Det vil vende den tunge ende nedad, og det vil især gå ud over kronikere som dialysepatienter, der skal af sted til behandling tre gange om ugen,« siger Lars Engberg.

Brugerbetalingsudspillet et netop vedtaget af den radikale hovedbestyrelse og er dermed partiets officielle politik.

Charlotte Fischer kalder udspillet et »stærkt signal« til folketingsgruppen og ledelsen i partiet om, at baglandet kræver handling på området, og at der skal kæmpes for at få det ind i regeringsgrundlaget for en eventuel SRSF-regering efter et valg.

Forslagene om brugerbetaling på sygetransport og sterilisation samt refertilisering er valgt, fordi de »ikke direkte har betydning for behandling af sygdom«, lyder begrundelsen i det nye radikale udspil.

Der har tidligere været et gebyr på sterilisation. Det fik antallet af indgreb til at styrtdykke, og betalingen blev afskaffet, da SRSF-regeringen kom til.

Også Sundhedsministeriet har været inde i overvejelser om at ændre på brugerbetalingen på patienttransport, hvor de offentlige udgifter årligt løber op i nærheden af en milliard kroner.

Dagens Gossip

Dagens TV