Radikale vil tage passet fra hellige krigere

De Radikale er nu klar til at tage passet fra personer, som mistænkes for at ville drage i hellig krig, siger partiets leder, Morten Østergaard, ifølge TV2 News.

Det bliver et af hovedpunkterne i regeringens kommende handlingsplan, der skal forhindre, at unge danskere drager til Syrien og Irak for at kæmpe. Planen ventes snart at blive præsenteret.

- Det uvæsen skal stoppes med alle midler. Hvis det indebærer, at vi i Danmark skal gøre som i andre lande og tage passet fra folk, så gør vi det. Det skal stoppes og straffes, siger Morten Østergaard til bt.dk.

Ifølge Politiets Efterretningstjeneste (PET) er flere end 100 danskere draget i hellig krig i Syrien og Irak. Og vi er dermed et af de lande i Europa, der i forhold til vores indbyggertal har flest hellige krigere.

Flere lande i EU overvejer i øjeblikket at indføre love, der skal forhindre borgerne i at slutte sig til de væbnede grupper.

I øjeblikket arbejder Frankrig på at gøre det muligt at inddrage potentielle Syrien-krigeres pas. Og i Storbritannien er det allerede nu muligt at konfiskere pas, hvis myndighederne mener, at der er risiko for, at udrejse kan være relateret til terror.

Dansk Folkeparti har tidligere foreslået, at man skal kunne fratage passet fra potentielle danske krigere.

Men regeringen har hidtil været afventende. Socialdemokraterne - og det store oppositionsparti Venstre - har dog ikke villet afvise, at det på sigt ville kunne blive et brugbart redskab.

- Vi er åbne over for alt, der har en reel effekt, sagde Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen, til Politiken tidligere på sommeren, mens Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen, sagde, at "alt, der bidrager til, at vi får sat en stopper for, at folk tager til Syrien, skal i spil".

Morten Østergaard er dog nu klar til at gribe ind:

- Vi har en forpligtelse til at stoppe dem. Og kan vi ikke stoppe dem, så må vi straffe det, siger han til TV2 News.

Over 2000 europæere menes at være draget til Syrien for at kæmpe.

/ritzau/

Dagens Gossip