Radikale vil vente på dagpengekommissionen

Skrevet af admin

06/07/2014

Dagens topnyheder

Tale er sølv, men tavshed er guld for De Radikales arbejdsmarkedsordfører Nadeem Farooq, når det gælder dagpenge, selv om flere anonyme socialdemokratiske ministre og folketingspolitikere i Berlingske Søndag ønsker dagpengereglerne ændret.

- Det Radikale Venstre har ingen kommentar til den aktuelle debat, fastslår Nadeem Farooq.

Han henviser til, at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) straks før sommerferien bad en kommission anført af økonomiprofessor Nina Smith granske dagpengesystemet. Kommissionen skal dog først være færdig om halvandet år, altså efter det kommende folketingsvalg.

- Nu har vi nedsat en dagpengekommission, som skal danne et solidt grundlag for at gøre dagpengesystemet mere retfærdigt og mere moderne. Det afventer vi, siger Nadeem Farooq.

Socialdemokraternes politiske ordfører, Jesper Petersen, henviser også til dagpengekommissionen.

- For Socialdemokraterne har det været vigtigt at gøre noget og få flere i arbejde. Nu afventer vi et solidt grundlag for eventuelt nye ændringer på området, siger han til Berlingske.

Da SRSF-regeringen blev dannet, fik De Radikale indføjet VK-regeringens dagpengereform med De Radikale og Dansk Folkeparti i dens grundlag. Reformen halverede dagpengeperioden til to år, mens genoptjeningsperioden blev fordoblet til et år.

Nadeem Farooq vil "slet ikke" spekulere i dagpenge- eller genoptjeningsperioden. Han vil heller ikke kommentere Dansk Metals forslag om at hæve dagpengesatsen mod at lade perioden svinge med konjunkturerne, så ledige i krisetider får dagpenge i en længere periode.

- Nu afventer vi dagpengekommissionen, som kommer med en solid analyse. Så må vi - på baggrund af de anbefalinger, der kommer - tage stilling til, hvordan det nye dagpengesystem skal se ud, siger Nadeem Farooq.

/ritzau/