Radikalt bagland presser partitoppen på dagpengespørgsmålet

Flere storkredsformænd, lokalformænd og medlemmer af partiets hovedbestyrelse vil reducere genoptjeningskravet til dagpenge fra 52 til 26 uger stik mod partitoppen og regeringens linje.

Tiltaget har længe været efterlyst af fagbevægelsen, a-kasserne og Enhedslisten, og tidligere på ugen blev det også genstand for voldsom ballade hos Socialdemokraterne.

Men også flere i det radikale bagland støtter ideen.

»Man har lov at tage fejl, men så må man også tage konsekvensen. Det er helt åbenlyst for alle, at tiltagene indtil nu ikke har været tilstrækkelige. Derfor skal der selvfølgelig gøres noget. Jeg mener, man bør forkorte genoptjeningsperioden«, siger medlem af hovedbestyrelsen Jeppe Trolle til avisen.

Det er lokalformand i Aalborg, Keld Kollerup Kvist, enig i.

»Det er en rigtig dårlig løsning, man har fundet. Det er meget lidt attraktivt at tage et kort job, fordi det er næsten uoverskueligt at blive dagpengeparat igen. Derfor bør man forkorte genoptjeningsperioden ganske gevaldigt«.

I 2012 stemte partiet for en reform, som halverer dagpengeperioden til to år og fordobler genoptjeningskravet til 52 uger.

Det var forventet, at omkring 3.000 risikerede at miste dagpengeretten, men nu vurderer a-kasserne, at det ender på 30.000 i 2013.

Peter Lissau-Jensen er storkredsformand på Bornholm. Han advarer mod de sociale konsekvenser af partiets stejle holdning.

»Forudsætningen for reformen var jo, at folk kom i arbejde, men det er jo ikke lykkedes. Ærlig talt: Man kan jo ikke lade tusindvis af mennesker droppe ud af det system, så de skal klare sig selv uden hjælp,« siger han til Politiken.

Dagens Gossip