Rædselsuge i SF: Vælgerlussing rammer Vilhelmsen

Skrevet af admin

12/12/2013

Mest læste i dag

En ulykke kommer sjældent alene, og i SF kommer de væltende for tiden.

En politisk meningsmåling foretaget af Wilke for Jyllands-Posten banker SF tilbage fra en vælgertilslutning på 6,1 procent til kun 4,9 procent.

Samtidig dømmer danskerne SF's formand, Annette Vilhelmsen, ude på spørgsmålet om, hvilke partiledere der har størst indflydelse i dansk politik.

Kun 0,5 procent placerer Annette Vilhelmsen i den magtfulde rolle, mens flere end hver anden dansker mener, at De Radikales leder, Margrethe Vestager, bestemmer mest.

Dermed tillægger ikke engang SF's egne vælgere Vilhelmsen den afgørende position i dansk politik.

Vælgernes hårde dom falder kort efter det kommunale valgnederlag og midt i en politisk rædselsuge for SF.

Onsdag fik Annette Vilhelmsen en alvorlig næse for sagen om bevillingen af millionstøtte til Lisbeth Zornigs projekt Stemmer på kanten. En uvildig advokatundersøgelse skal nu granske forløbet.

Tirsdag trak Enhedslisten tæppet væk under justitsminister Morten Bødskov (S), fordi han havde løjet for Folketingets Retsudvalg. Men så langt var det ikke nødvendigt at gå med Vilhelmsen, lød det onsdag fra Enhedslisten.

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) valgte onsdag at trække sig fra posten på grund af helbredet.

Som Vilhelmsen selv sagde i samrådslokalet onsdag, da hun troede, at mikrofonerne var slukket:

- Den her uge, ikke? Den har været sindssyg. Det er sindssygt.

Villy Søvndal bliver dog erstattet af en anden SF'er på posten. Det er ifølge TV2 News, Holger K. Nielsen der bliver ny udenrigsminister.

/ritzau/