Rafael Benitez hylder rekord-Ronaldo efter ny målrus

Skrevet af admin

16/09/2015

Dagens topnyheder

Otte mål i to kampe.

Det er facit for Cristiano Ronaldo, efter at han i weekenden hamrede fem bolde i kassen i ligaen mod Espanyol og tirsdag fulgte op med et hattrick mod Shakhtar Donetsk i Champions League.

Efter en lille måltørke på to kampe i Real Madrid-trøjen er Ronaldo for alvor tilbage i målrus, og med hattricket nåede han op på 80 mål i Champions League-karrieren - mest af alle i historien.

Real Madrid-træner Rafael Benitez tøver da heller ikke med at hive de store superlativer frem omkring sin portugisiske verdensstjerne.

- Jeg vil gerne gentage det, så der ikke er nogen tvivl længere. Jeg kender Cristiano Ronaldos værdi og niveau. Han er verdens bedste, og det viser han både i kampe og hver eneste træningspas, siger Benitez til Real Madrids hjemmeside.

Ronaldo scorede de to første mål mod Shakhtar Donetsk på straffespark, inden han lukkede kampen til 4-0 med et hovedstød på en ripost. Karim Benzema stod for målet til 1-0.

Cristiano Ronaldo er dermed for alvor tilbage i rampelyset, men efter kampen tirsdag var der også plads til at takke holdkammeraterne.

- Jeg er meget glad. Jeg vil gerne takke mine holdkammerater for den selvtillid, som de har givet mig, siger Ronaldo ifølge AFP.

Angriberen ser også klart tegn på, at holdet bevæger sig i en god retning rent formmæssigt.

- Vi startede lidt skidt i ligaen med et uafgjort resultat, men siden har vi været gode, mere konstante, og vi er inde i en god stime, lyder det fra hattrickhelten.

/ritzau/