Rafael Benitez skal redde Newcastle fra nedrykning

Skrevet af admin

11/03/2016

Dagens topnyheder

Rafael Benitez skal forsøge at redde Newcastle endnu en sæson i Premier League.

Den nordengelske klub har fredag hyret den tidligere Liverpool-, Inter- og Real Madrid-træner efter fyringen af Steve McClaren.

Den 55-årige spanier har ti kampe til at få Newcastle over nedrykningsstregen.

I øjeblikket indtager en klubben en næstsidsteplads, men redningsaktionen virker ikke helt umulig, da Newcastle blot har et enkelt point op til Sunderland, der er placeret lige over stregen.

Formkurven peger dog nedad med tre nederlag i træk i Premier League til Chelsea, Stoke og senest Bournemouth.

Benitez' første kamp som manager for Newcastle er på mandag, når klubben møder topholdet fra Leicester.

Klubdirektør Lee Charnley vurderer, at Newcastle har fundet den helt rette til at lede holdet gennem den svære periode frem mod sæsonafslutningen.

- I Rafa har vi uden tvivl fået en af de bedste managers i Europa.

- Han har været træner for nogle af de mest succesfulde hold på højeste niveau, og vi er stolte over, at han skal være vores manager, siger Charnley til klubbens hjemmeside.

Benitez, der tidligere på sæsonen blev fyret i Real Madrid, har indgået en aftale af tre års varighed.

/ritzau/