Rafael Nadal får tyske stryg og er ude af Wimbledon

Skrevet af admin

02/07/2015

Dagens topnyheder

Spanieren Rafael Nadal er overraskende ude af årets Wimbledon-turnering allerede efter anden runde.

Den 30-årige tysker Dustin Brown havde fuldstændig krammet på Nadal, og tyskeren vandt i fire sæt 7-5, 3-6, 6-4, 6-4.

Den næsten to meter høje tysker med jamaicanske rødder spillede en stærk kamp, hvor mange særdeles vellykkede server satte Nadal under pres.

I sin egen serv havde Nadal til gengæld svært ved at få tingene til at lykkes, og han virkede mere og mere frustreret, som kampen skred frem.

Efter en tæt sejr i tredje sæt brød Brown hurtigt i fjerde sæt og satte Nadal endnu mere under pres.

Da tyskeren skulle serve kampen hjem ved stillingen 5-4, lavede han uvant en dobbeltfejl, men der gik ikke gummiarm i den. Fire bolde senere vandt Brown kampen.

Inden da havde Nadal afværget to tyske matchbolde i sit eget serveparti.

- Det var let for mig at spille sådan en kamp mod ham, for jeg havde ikke noget at tabe. Mine slag lykkedes, og jeg fik en god start, siger Dustin Brown, som for første gang spillede på Centre Court.

Dustin Brown har aldrig været højere oppe i sin singlekarriere end som nummer 78 på verdensranglisten, og han har aldrig vundet en turnering på ATP-touren, selv om det er blevet til flere sejre på Challenger-touren.

I double har han i flere omgange vundet mindre turneringer sammen med Jonathan Marray, der aktuelt spiller double med danske Frederik Løchte Nielsen ved Wimbledon.

Rafael Nadal var seedet som nummer ti ved Wimbledon. I 2008 og 2010 vandt Nadal den prestigefyldte græsturnering. Siden finalenederlaget i 2011 er Nadal ikke nået længere end fjerde runde i turneringen.

/ritzau/