Rafael Nadal opnår endnu en milepæl på grus

Skrevet af admin

17/04/2014

Dagens topnyheder

Verdensetteren Rafael Nadal gik overlegent videre i Monte Carlo Masters i tennis torsdag. Det skete samtidig med sejr nummer 300 i karrieren på grus.

Nadal knuste italieneren Andreas Seppi med sætcifrene 6-1, 6-3. Med sejren blev spanieren den 11. tennisspiller på herresiden, som har præsteret at vinde 300 kampe på grus.

Landsmanden Carlos Moya var den seneste, som gjorde det. Moya stoppede karrieren i 2007 med 337 sejre på grus.

Kongen af grus er bedømt på antallet af sejre på underlaget argentineren Guillermo Vilas, som nåede at vinde hele 644 kampe på grus for tre årtier siden. Det er rekord.

Nadal skal i kvartfinalen møde sin sjetteseedede landsmand David Ferrer.

- Det er aldrig nemt at spille mod David. Hvis du ikke præsterer dit bedste mod ham, ender du med at tabe. Jeg er bare glad for at være i kvartfinalen, siger Nadal ifølge nyhedsbureauet AFP.

Nadal vandt turneringen i Monte Carlo otte gange mellem 2005 og 2012, mens det blev til et nederlag mod serbiske Novak Djokovic i sidste års finale.

Djokovic havde torsdag ingen problemer med at slå det spanske talent Pablo Carreno Busta med de sikre cifre 6-0, 6-1.

Også den 32-årige schweizer Roger Federer er videre til kvartfinalen med en sejr over tjekkiske Lukas Rosol på 6-4, 6-1.

Fjerdeseedede Federer møder den niendeseedede franskmand Jo-Wilfried Tsonga i kvartfinalen.

/ritzau/